Af Ritzau - 22/06-16 09:36

Danske kajakroere har OL i hovedet under EMDanske kajakroere har OL i hovedet under EM

Selv om der er EM-medaljer på spil i Moskva, så har de ikke førsteprioritet for de bedste danske kajakroere.

storybild

René Holten Poulsen er det største danske medaljehåb i Moskva, hvor det primære fokus er OL i Rio. (Arkivfoto). (Billede: Scanpix/Erik Refner)

René Holten Poulsen og resten af det danske kajaklandshold deltager fra på fredag ved EM i Moskva.

Selv om især Holten Poulsen har gode medaljechancer, så er hovedformålet med at drage til den russiske hovedstad at forberede roerne til sommerens OL i Rio, oplyser Dansk Kano og Kajak Forbund.

- EM bliver det sidste store internationale stævne, hvor vi i konkurrence kan afprøve de strategier og den proces, vi arbejder med frem mod OL i Rio, siger sportschef Bo Vestergaard i en pressemeddelelse.

- I den forbindelse er det vigtigste, at vi holder fokus på os selv, samtidig med at vi selvfølgelig får en god fornemmelse af, hvor vores europæiske OL-konkurrenter står lige nu, siger han.

René Holten Poulsen skal konkurrere i fire discipliner i Moskva. I 1000 meter enerkajak er han regerende verdensmester, mens han stiller op som forsvarende europamester på 500- og 5000-meteren.

Derudover deltager det olympiske medaljehåb i toerkajak over 1000 meter sammen med Nils Boe.

- 1000 og 500 meter enerkajak bliver de primære løb for René. Men der kan også være medalje i sigte i de to andre løb. Det bliver især spændende at følge toerkajakken, hvor de ved sidste års EM var centimeter fra bronzen, siger Bo Vestergaard.

Hos kvinderne er der håb om en medalje i 500 meter enerkajak til Emme Aastrand Jørgensen. Hun vandt for nylig bronze ved et World Cup-stævne i Racice.

Hun stiller også op i den OL-klare firerkajak sammen med Amalie Thomsen, Ida Villumsen og Henriette Engel Hansen.

OL begynder 5. august, men kajakkonkurrencerne indledes først ti dage senere.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress