Af Ritzau - 23/06-16 22:13

Lars Bak udtaget til Touren: Motiveret som aldrig førLars Bak udtaget til Touren: Motiveret som aldrig før

Cykelrytteren Lars Bak er klar til Tour de France, selv om han for en måned siden brækkede flere knogler.

storybild

Selv om cykelrytteren Lars Bak for mindre end en måned siden brækkede adskillige knogler, er han klar til at køre Tour de France for sit hold Lotto-Soudal. (Billede: Scanpix/Nils Meilvang)

29. maj styrtede Lars Bak på den sidste etape i Giro d'Italia, og det kostede ham både et brud på skulderbladet, flere brækkede ribben og en ridse på lungen.

Den danske cykelrytter er dog kommet sig utroligt hurtigt over skaden. Onsdag viste han, at han var tilbage i form i det 200 kilometer lange cykelløb Halle-Ingooigem, og torsdag blev han udtaget til Tour de France af sit hold Lotto-Soudal.

- Det er helt vildt med de fremskridt, der er kommet. Der var ikke rigtigt nogen, der troede på, at det ville gå så stærkt. Men hver dag er det blevet bedre og bedre, og i sidste uge kunne jeg allerede træne 25 timer på landevejen.

- Rent formmæssigt har jeg ikke tabt så meget form, og jeg kan stadigvæk nå at få nogle gode træninger her inden Tour de France. Så det er derfor, det har været muligt, siger Lars Bak.

Allerede dagen efter, han kom hjem fra hospitalet, genoptog han træningen, og siden er det blevet bedre et skridt ad gangen, fortæller cykelrytteren. Den benhårde kamp med genoptræning endte lykkeligt, og han er helt klar til tre hårde uger til Tour de France.

- Jeg er motiveret som aldrig før. Jeg har kæmpet som en sindssyg de sidste tre uger for at komme til der, hvor jeg er nu.

- Der er stadigvæk ni dage til Tour de France, og jeg føler, at formkurven er opadgående, så jeg glæder mig rigtig meget. Nu er jeg udtaget, så nu har jeg mere ro i sindet, siger Lars Bak.

Det bliver sjette gang, at den 36-årige cykelrytter kører verdens største cykelløb. Han stiller blandt andet til start sammen med holdkammeraten André Greipel, der imponerede ved sidste års Tour med adskillige etapesejre.

- Sidste år vandt vi fire etaper, og vi har lige kørt Giro d'Italia, hvor vi vandt fire etaper. Så vi er virkelig motiverede. Og mit job er at vinde så mange etaper med André Greipel som muligt.

- Jeg har kørt Tour de France med André Greipel de sidste fem år. Vi har altid vundet minimum en etape, og vi vil prøve at vinde så mange etaper som muligt, siger Lars Bak.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress