Af Ritzau - 23/05-16 02:27

Sønderjyskes sportschef: Europa League er som en landskampSønderjyskes sportschef: Europa League er som en landskamp

Sportschef Hans Jørgen Haysen jubler over, at Sønderjyske har kvalificeret sig til Europa fra næste sæson.

storybild

Der har været masser af succes hos de lyseblå sønderjyder i denne sæson. Næste sæson venter der endnu større opgaver. (Billede: Free/Brohus Anders)

AaB tabte søndag hjemme til Esbjerg, og det betyder, at Sønderjyske er garanteret en plads i Europa League-kvalifikationen.

Det er første gang, at holdet fra Haderslev skal lægge arm med europæiske turneringer, og det glæder sportschef Hans Jørgen Haysen.

- Det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Det har vi aldrig prøvet før, så det er historisk for klubben. Det er glæde og spænding, der præger os lige nu, siger Haysen til bold.dk.

Haysen fortæller, at han ikke havde forestillet sig, at de blå sønderjyder skulle opnå så flot en sæson, som det har været tilfældet.

- Det er kæmpestort. Hvis der var nogen, der havde sagt det inden sæsonen, hvor vi har fået ny træner og en masse nye spillere, så tror jeg, at vi havde kigget mærkeligt. Jeg glæder mig sindssygt meget på klubbens og tilhængernes vegne, siger sportschefen.

Nu skal han i gang med at forberede sig på, at klubben får europæiske gæster.

- Vi var selvfølgelig begyndt at forberede os i forhold til de ting, vi skal have klar på stadion og i det hele taget alle mulige formularer til Uefa.

- I forhold til det sportslige har vi hele tiden haft det mindset, at vi tog en kamp ad gangen og så, hvor langt det bragte os. Indtil nu har det bragt os ud i Europa, siger Haysen.

I Sønderjyske tør man endnu ikke spå om mulighederne for succes i Europa, fortæller Haysen.

- Indtil nu har vi set kampe, hvor europæiske hold har spillet mod hinanden. Vi har jo ikke prøvet det på egen krop endnu. Så vi tager det som en kæmpe oplevelse. Vores primære mål bliver igen Superligaen.

- Vi har en dejlig gulerod, der hedder Europa, og at vi skal repræsentere vores eget land. Det er jo det nærmeste, man kommer at spille landskamp uden at spille landskamp, siger Haysen.

Sønderjyske møder Randers og Brøndby i de to sidste runder af Superligaen, hvor sønderjyderne lige nu ligger på en andenplads.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress