Af Ritzau - 31/10-16 18:06

Afklaret Bale: Man siger ja til Real MadridAfklaret Bale: Man siger ja til Real Madrid

Den walisiske fodboldstjerne er sikker på, at han har truffet en rigtig beslutning ved at blive i Real Madrid.

storybild

Real Madrid-stjernen Gareth Bale satte mandag ord på sin kontraktforlængelse med den spanske storklub. (Billede: Reuters/Sergio Perez)

Fodboldstjernen Gareth Bale stod over for en nem beslutning, før han skrev under på sin nye kontrakt med Real Madrid.

- Det er Real Madrid. Det er den største klub i verden. Når muligheden for at spille for Real Madrid opstår, så siger man ikke nej.

- Jeg er helt sikker på, at jeg traf den rigtige beslutning. Vi har vundet Champions League to gange i de tre år, jeg har været her. Det er bedre end alle andre, siger Gareth Bale.

Waliseren har netop indgået en ny kontrakt med Real Madrid, som binder ham til klubben frem til udgangen af juni i 2022.

Mandag stillede han derfor op ved en pressekonference i Madrid og fortalte om sine bevæggrunde.

I britiske medier gættes der løs, og en ugeløn efter skat på cirka 2,8 millioner kroner i kontraktperioden er blevet nævnt ifølge AFP, men hverken spiller eller klub har bekræftet økonomien i aftalen.

AFP skriver, at Cristiano Ronaldo ventes at forlænge sin kontrakt med Real Madrid inden for de kommende uger, og at Ronaldo derefter stadig vil være den højest betalte Real Madrid-spiller.

Bales nye seksårige kontrakt kommer, efter at han har spillet i Real Madrid i tre sæsoner efter sit skifte fra Tottenham i sommeren 2013.

Tiden i den spanske storklub har både budt på op- og nedture for Bale. Han blev et hit, da han scorede i Champions League-finalen i 2014 og i finalen i den spanske pokalturnering Copa del Rey samme år.

Bale har dog også været kritiseret, og de spanske medier samt Real Madrids fans var hårde ved ham mod slutningen af den anden sæson, hvor Real Madrid ingen titler vandt.

- Det er det nemmeste at pakke sine ting og smutte et andet sted hen, men det kræver mere karakter at blive og kæmpe.

- Jeg er vokset op med, at hvis tingene ikke fungerer, så arbejder man hårdt for at få dem til at fungere, siger Bale.

Han er en af de få britiske fodboldspillere, der har formået at slå igennem i en udenlandsk klub og liga.

- Når britiske spillere tager til udlandet, så bliver det sjældent den store succes, men det var noget, jeg ønskede at prøve.

- Jeg havde én dårlig sæson, hvor jeg måske ikke var på mit bedste, men jeg tror, at den sæson var den bedste for mig.

- Den fik mig til at vokse som spiller og menneske, og jeg tror, den gav mig selvtillid i forhold til, hvad der måtte blive kastet i hovedet på mig, siger Bale.

Gareth Bale har spillet 135 kampe for Real Madrid i alle turneringer, og han har scoret 62 mål.

Ved sommerens EM-slutrunde i Frankrig var han en nøglefigur på det walisiske landshold, der overraskede med at nå en semifinaleplads.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress