Af Ritzau - 31/08-16 23:45

Målfarlig Jørgensen er glad for Fischer-samarbejdeMålfarlig Jørgensen er glad for Fischer-samarbejde

Danmarks nye angrebsduo fik en god generalprøve med tre mål i testkampen mod Liechtenstein onsdag aften.

storybild

De danske spillere fejrer Nicolai Jørgensens første mål i sejren over Liechtenstein onsdag aften i Horsens. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Landsholdsangriberen Nicolai Jørgensen scorede to gange i onsdagens 5-0-sejr over Liechtenstein. Feyenoord-angriberen trives med at spille sammen med Viktor Fischer, der også kom på måltavlen i sejren.

De to angribere matcher hinanden godt, mener den dobbelte målscorer.

- Jeg synes, det er et fint samarbejde, vi har. Vi hænger meget godt sammen. Han flakker meget rundt og prøver at finde mellemrummene, og jeg er lidt mere stationær, selv om jeg prøver at deltage meget i spillet.

- Jeg håber at kunne finde en, som jeg kan spille fast sammen med, for det bliver bedre og bedre for hver kamp, som vi får sammen, siger Nicolai Jørgensen.

Med onsdagens to træffere har Nicolai Jørgensen nu scoret fire mål i tre landskampe under Åge Hareide. De to første blev sat ind i landskampen mod Island i marts, hvor han dannede angrebsduo med Yussuf Poulsen.

- Jeg ved ikke, hvad forklaringen er på, at jeg scorer under Hareide. Han har fra starten vist mig tillid, og det er jeg glad for.

- Mål giver altid selvtillid, selv om det er mod Liechtenstein. Og så giver det også noget ekstra form, når der ikke er spillet så mange kampe af sæsonen, siger Nicolai Jørgensen.

Lige som Nicolai Jørgensen er Viktor Fischer glad for den rolle, som han har fået i det danske angreb. Det giver mulighed for at være mere i feltet, end når han som tidligere på landsholdet har været brugt på fløjen.

- Rollen som andenangriber passer mig godt. Jeg kan bruge en masse energi, og jeg kan komme meget på bolden, og jeg kan blive vendt mod målet.

- Jeg kan komme ind i boksen, når vi slår den på vores høje angriber, eller når vores backs flyver frem. Det passer mig fint, siger Viktor Fischer.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress