Af Ritzau - 09/04-16 15:43

Arsenal redder remis i målrigt Andy Carroll-showArsenal redder remis i målrigt Andy Carroll-show

Arsenal førte 2-0 over West Ham, inden Andy Carroll tog fat med et hattrick. Det hele endte i remis.

storybild

West Hams Andy Carroll (flyvende) var involveret i mangt og meget i lørdagens opgør mod Arsenal. (Billede: AP/Steve Paston)

West Hams Andy Carroll blev den store hovedperson med et hattrick i lørdagens London-derby mod Arsenal.

Arsenal fik dog reddet et point med 3-3 efter at have smidt en føring på 2-0, og dermed synes Arsenals mesterskabschancer langt væk efterhånden.

Det var hjemmeholdet West Ham, som skabte mest i kampens indledning, og efter 13 minutter fik holdet faktisk bolden i kassen.

Et saksesparksforsøg fra Andy Carroll endte som en god aflevering, der blev headet ind tæt under mål, men scoringen blev fejlagtigt underkendt for offside.

Og bare fire minutter senere slog Arsenal til i den anden ende. Mesut Özil blev spillet fri lige på grænsen af offside, men denne gang forblev dommerens fløjte tavs, og så kunne tyskeren gøre det til 1-0.

Scoringen fik vægtskålen til at tippe i Arsenals retning, og selv om West Ham var fint med i kampen, duftede det mere af 2-0 end af 1-1.

Det blev også en realitet ti minutter før pausen, da hjemmeholdets forsvar var ude af balance og gav Alexis Sánchez en åben målchance fra omtrent samme position, som Özil scorede fra.

Chileneren var lige så træfsikker, og Arsenal havde sat kursen mod tre point.

Men det tidligere Liverpool-flop Andy Carroll ville det anderledes, og allerede inden pausefløjtet havde han på et par hæsblæsende minutter skabt balance på måltavlen.

Først steg han flot op og pandede et indlæg i kassen i 44. minut, og da Arsenal misbrugte en stor chance minuttet efter, kunne Carroll på en ripost i feltet yderligere et minut efter udligne til 2-2 i tillægstiden.

Fire minutter efter pausen var den store angriber så i vælten igen, da han begik frispark i en situation, hvor Dimitri Payet ellers troede, han havde givet West Ham føringen på 3-2.

Andy Carroll gjorde skaden god igen to minutter senere, da han igen steg uimodståeligt op i feltet og headede hjemmeholdet i front med fuldbyrdelsen af sit hattrick.

Målet fik Arsenal til at vågne igen, og efter et par gode chancer kom udligningen fra forsvarsspilleren Laurent Koscielny med 20 minutter igen.

Det blev startskuddet til en tempofyldt afslutningen, hvor angrebene bølgede frem og tilbage for to hold, som begge jagtede sejrsmålet.

Carroll var dog færdig med sit show, og Arsenal var uskarpe, så det blev ved de seks scoringer.

Arsenal er nu ti point efter Leicester i toppen af Premier League med seks runder tilbage. West Ham beholder sjettepladsen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress