18/10-15 18:32

KIF udnytter madforgiftning og henter første CL-sejrKIF udnytter madforgiftning og henter første CL-sejr

HC Vardar var favorit i Brøndby Hallen, men KIF Kolding København leverede sæsonens bedste indsats og vandt.

storybild

(Billede: Polfoto/Rasmus Flindt Pedersen)

Fire kampe - nul point, lød status for KIF Kolding København forud for søndagens hjemmekamp i Champions League mod HC Vardar.

For det stjernespækkede makedonske mandskab var det lige omvendt - fire kampe - fire sejre og tophold i gruppen med otte point.

Når man oveni tænker over, hvor elendigt det danske mesterhold har spillet indtil videre i Champions League, så var der ikke meget at have KIF-optimismen forud for søndagens kamp, men KIF Kolding København leverede i den grad varen og vandt 33-31.

LÆS OGSÅ: Elendig start giver KIF Kolding ny CL-dukkert

Flere ting blev afgørende for, at KIF var i stand til at levere overraskelsen mod Vardar.

Først og fremmest det faktum, at gæsternes normale førstemålmand, den spanske klasse- og landsholdsmålmand Arpad Sterbik måtte blive hjemme i Makedonien med en madforgiftning.

Dernæst at Lasse Andersson hamrede ti kasser ind fra venstre back, og at Bo Spellerberg leverede den ene fremragende assist efter den anden.

KIF'erne førte 17-15 efter første halvleg, blandt andet på grund af et flot indhop af KIF's veteran-reservemålmand Kristian Asmussen, som var inde for at aflaste Kasper Hvidt i slutningen af første halvleg.

LÆS OGSÅ: Kolding får klare Champions League-klø af tysk storhold

KIF leverede så markant sæsonens bedste præstation i Champions League-sammenhæng, men trods det gode spil var der grund til bekymring, da forsvarsstyrmand Lars Jørgensen i det 42. minut fik sin tredje udvisning og dermed det røde kort.

Men trods savnet af Jørgensen fortsatte hjemmeholdet med at præstere fint bagude, og også i angrebet så det godt ud. Ikke mindst fordi gæsterne blev ramt af en stribe udvisninger med godt ti minutter igen, hvilket gav KIF god plads i angrebet.

Sejren giver KIF to vigtige point, men der skal skabes flere store resultater, hvis klubben skal videre fra gruppen, hvorfra seks af otte hold avancerer.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress