Af Ritzau - 27/07-16 21:25

Thomas Delaney sikrer FCK-remis i RumænienThomas Delaney sikrer FCK-remis i Rumænien

FC København spillede 1-1 ude mod Astra Giurgiu i Champions League-kvalifikationen. Thomas Delaney scorede.

storybild

FC København og Thomas Delaney spiller returkamp mod Astra Giurgiu onsdag 3. august klokken 19.45 i Telia Parken. (Billede: Scanpix/Niels Husted)

FC København lever i bedste velgående i jagten på en billet til Champions Leagues guldrandede gruppespil.

Onsdag aften kunne københavnerne gå fra banen i udekampen mod Astra Giurgiu med 1-1, hvilket må betegnes som et godkendt resultat før returkampen i København næste onsdag.

FCK-anfører Thomas Delaney stod for københavnernes mål, da han udlignede midt i anden halvleg. Tidligt i kampen var FCK kommet bagud efter passivt forsvarsspil.

Ud over det uafgjorte resultat og det vigtige udebanemål kan FCK-manager Ståle Solbakken også notere sig, at der ikke er grund til at være skræmt over styrken hos de rumænske fodboldmestre.

Astra Giurgiu overlod i store dele af kampen initiativet til FCK, der dog havde visse udfordringer med at få dirigeret den solide rumænske defensiv op.

Ståle Solbakken havde satset på et fysisk stærkt hold, hvilket blandt andet kom til udtryk ved, at frontduoen bestod af Federico Santander og Andreas Cornelius.

Den mere vævre offensivspiller Rasmus Falk var bænket, men umiddelbart efter sin entre gjorde Falk alt for at vise, at han bør starte på banen i fremtiden.

Tre minutter efter Falk var kommet på banen, tæmmede han flot bolden med brystet, før han spillede Thomas Delaney fri i feltet, så kaptajnen let kunne score. Et elegant oplæg af sommerindkøbet.

Der var spillet 64 minutter af kampen på det tidspunkt, og FCK havde åbnet anden halvleg bedst. Københavnerne fortsatte presset kampen ud, men der blev ikke scoret yderligere.

I de første 45 minutter var der ikke meget at juble over for danskerne. Først fik Damien Boudjemaa lov til at drive gæk med FCK-forsvaret, før han afleverede til Filipe Teixeira, der fik lov til at sparke bolden i mål, selv om han var omringet af tre FCK'ere.

Siden fulgte en chancefattig første halvleg, før holdene gik til pause.

Går FC København videre sammenlagt, venter der en afgørende knockoutrunde om en plads i Champions Leagues gruppespil. Ryger FC København ud til Astra Giurgiu, venter der i stedet en afgørende knockoutrunde om en plads i Europa Leagues gruppespil.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress