Af Ritzau - 06/05-16 11:07

Esbjerg døjer med karantæner til Sønderjyske-mødeEsbjerg døjer med karantæner til Sønderjyske-møde

Esbjerg-træner Jonas Dal skal finde på nye løsninger til startopstillingen grundet karantæner og skader.

storybild

Esbjerg må blandt andre undvære Bjørn Paulsen, når holdet fredag aften gæster Sønderjyske. (Billede: Scanpix/Bo Amstrup)

Sølvmedaljeaspiranterne fra Sønderjyske er favoritter i fredagens hjemmekamp mod Esbjerg, og flere karantæner til vestjyderne gør ikke favoritværdigheden til hjemmeholdet mindre.

Gæsterne må undvære både Bjørn Paulsen, Daniel Stenderup og Mohammed Fellah, som er ude med karantæne, mens anfører Magnus Lekven er ude med en fodskade.

- Vi er ramt af et stort sammenfald af skader og i særdeleshed karantæner til denne kamp, og det er aldrig rart at skulle ændre på fire positioner i startopstillingen og bytte om på andre, siger cheftræner Jonas Dal til klubbens hjemmeside.

Han kan dog glæde sig over, at Jesper Jørgensen og Jeppe Andersen vender tilbage fra skader.

Karantænerne betyder blandt andet, at 21-årige Jeppe Brinch bliver den rutinerede mand i centerforsvaret, hvor 19-årige Marco Lund er udset til at afløse Daniel Stenderup.

- Vi stiller med et rigtig ungt forsvar, der får noget at se til over for blandt andre en ældre, rutineret herre, der spiller fysisk og bruger alle kneb, siger Jonas Dal med henvisning til Sønderjyske veteranangriber Tommy Bechmann.

Alligevel har Esbjerg-træneren en tro på, at man kan komme fra Haderslev med et godt resultat.

- Vi skal stå tidligt op for at slå Sønderjyskes gode rytme i stykker, og vi kommer på en fysisk opgave, men der er muligheder i alle kampe, også denne, lyder det fra Dal.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress