Af Ritzau - 08/11-16 18:59

Landstræner vil videre fra EM-gruppe uden klar favoritLandstræner vil videre fra EM-gruppe uden klar favorit

Nils Nielsen vurderer, at Danmarks EM-gruppe er uden klar favorit og ser frem til at møde værtsnationen.

storybild

Landstræner Nil Nielsen vil videre fra gruppespillet, når Danmark til sommer spiller EM-slutrunde i damefodbold. (Arkivfoto). (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

De danske fodboldkvinder skal videre fra gruppespillet, når det gør løs ved EM-slutrunden i 2017.

Det slår den danske landstræner Nils Nielsen fast, efter at det tirsdag stod klart, at Danmark i gruppe A møder værtsnationen Holland samt Belgien og Norge.

- Selv om vi aldrig er favoritter, uanset hvem der kommer op af hatten, så er målsætningen altid at gå videre fra gruppen. Så må vi tage den derfra, siger Nils Nielsen.

Danmark undgik at komme i gruppe med suveræne Tyskland samt Sverige og Frankrig, som også vurderes at høre til i favoritfeltet.

- Jeg synes, vi kan være godt tilfreds. Det er meget lige hold. I forhold til turneringens favoritter Sverige, Frankrig og Tyskland, så kan jeg ikke være andet end tilfreds.

- Umiddelbart ligner det en gruppe, hvor holdene kan tage point fra hinanden. Der er ikke en helt klar favorit.

- Holland og Norge er højst rangeret, men det er ikke nogen, som vi eller Belgien ikke på dagen kan tage point fra. Derfor er det en interessant og spændende gruppe, siger landstræneren.

Danmark kvalificerede sig til EM-slutrunden ved at blive en af de seks bedste toere i de otte kvalifikationsgrupper, og landstræneren ser også frem til at møde EM-slutrundens værtsnationen, Holland.

- Det er altid godt at møde værtsnationen, så ved vi, der kommer et fuldt hus og støtter dem, og det kan også booste vores spillere.

- Vi plejer at være rigtig gode, når der er mange mennesker uanset, om det er på hjemme- eller udebane. Så det glæder vi os til, siger Nils Nielsen.

For fire år siden nåede Danmark frem til EM-semifinalen ved at blive nummer tre i gruppen. Her blev det senere til et nederlag til Norge.

Nu har turneringen for første gang deltagelse af 16 hold, der er fordelt i fire grupper, og derfor går de to bedste hold fra hver gruppe videre.

- I 2013 var der lidt lodtrækningsheld. Da blev Danmark treer i gruppen og kom med på yderste mandat. Vi skal helst blive toer, for ellers er vi ude af turneringen, siger landstræneren.

Danmark indleder gruppespillet med et opgør mod Belgien 16. juli. Herefter gælder det Holland, mens Danmark møder Norge i den sidste gruppekamp.

EM i Holland spilles fra 16. juli til 6. august på syv forskellige stadioner i landet.

Tyskland har vundet EM-guld ved de seneste seks slutrunder, og tager man tiden som Vesttyskland med, så har tyskerne i alt vundet EM-guld otte ud af 11 gange.

Finalen spilles 6. august i byen Enschede.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress