Af Ritzau - 15/09-16 12:43

Svømmechef om Blume-sag: Retorikken bliver lidt dopingSvømmechef om Blume-sag: Retorikken bliver lidt doping

Pia Holmen understreger, at Pernille Blume har fulgt alle regler i sagen om OL-guldvinderens lækkede data.

storybild

Pernille Blumes fortrolige data er blevet lækket af en hackergruppe. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Sagen om de lækkede informationer hos Det Internationale Antidopingagentur (Wada) om OL-guldvinderen Pernille Blume skaber ærgrelse og irritation i Dansk Svømmeunion.

Det fortæller unionens direktør, Pia Holmen, efter at hackere har offentliggjort data om den 22-årige svømmers godkendte brug af astmamedicin med stoffet terbutalin, der står på dopinglisten.

- Det er ikke rimeligt at få sine personlige informationer lagt ud på en hjemmeside.

- Det er meget træls, fordi retorikken bliver sådan lidt "doping". Det er jo helt urimeligt, for hun har intet gjort galt. Hun har gjort alt det, hun skulle. Hun har oplyst om sin medicin, hun har fået tilladelse til at tage den. Der er ikke noget at komme efter.

- Men vi kan jo ikke styre det med hacking, der er blevet svært at undgå, siger Pia Holmen.

Pernille Blume har fået dispensation til at anvende terbutalin i begrænsede mængder. Mængderne er ikke overtrådt i sagen.

Inden for de seneste år har der været flere danske svømmere, der er blevet testet positive for brug af netop terbutalin.

Derfor ved Pia Holmen godt, at det kan være svært for menigmand at adskille tingene.

- Vi ved jo godt, hvordan folk læser overskrifterne. Så bliver det noget med, at man bliver koblet til et eller andet. "Nå, men var der ikke et eller andet med…?”

- Det er det, der ærgrer mig ved det her, for Pernille Blume har intet galt gjort. Det irriterer mig, siger direktøren.

Pia Holmen mener, at de danske svømmere generelt set har godt styr på at undgå at indtage forbudte stoffer. Og ikke at overskride de tilladte mængder, når de har fået en dispensation, som tilfældet er for Pernille Blume.

- Det er ikke det, der er bekymrende. Det bekymrende er, at nogle har mulighed for at finde disse informationer.

- Vi har da sager med fejltagelser og doping, hvor folk er kommet til at tage et eller andet, de ikke skulle have taget. Det sker jo.

- Men det er ikke det, der er tale om her. Her er der tale om, at nogle banditter har været inde og hacke informationer, som er fortrolige, siger Pia Holmen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress