Af Lars Dinesen - 18/10-15 17:55

Kyniske Brøndby lusker heldig sejr med hjem fra ViborgKyniske Brøndby lusker heldig sejr med hjem fra Viborg

Viborg spillede bedst og skabte flest chancer, men for anden gang i efteråret fik Brøndby tre point i Viborg.

storybild

Billede fra kampen (Billede: Polfoto/Pedersen Rune Aarestrup)

Viborg var bedst på de fleste parametre, men Brøndby mestrede både kynisme og effektivitet og fik på den måde lusket en udesejr på 2-0 med hjem i Alka Superligaen.

Det mindede på mange måder om de to holds første indbyrdes kamp i efteråret, hvor Viborg også lagde bedst ud, men endte med tabe 0-4.

Mindre kunne gøre det for Brøndby denne gang i en kamp, hvor Thomas Franks tropper havde svært ved at få spillet til at flyde.

Men efter to scoringer af svenskerne Magnus Eriksson og Johan Elmander kunne Brøndby alligevel juble. Landsholdsspilleren Riza Durmisi var arkitekten bag begge mål.

Brøndby var meget heldig med at kunne gå til pausen med 0-0. Udeholdet spillede en elendig første halvleg, hvor holdet i perioder var trængt tilbage i egen forsvarszone.

Viborg tog initiativet fra begyndelsen, og inden for de første tre minutter havde hjemmeholdet to store chancer for at score.

LÆS OGSÅ: Sønderjyske vender truende nederlag til sejr

Jeppe Curth headede bolden lige forbi mål efter et hjørnespark, og den tidligere Brøndby-kant Jonas Kamper hamrede fra en spids vinkel bolden på overliggeren.

Viborg var i det hele taget farlig, næsten hver gang holdet havde dødbolde oppe i Brøndbys ende, men Daniel Agger og co. holdt stand.

Brøndby havde bolden klart mest, men havde ingen idéer og hurtighed i spillet til at skabe åbne chancer.

Et forkølet skud fra 20 meter af Magnus Eriksson var Brøndbys bedste bud i de første 45 minutter.

Kort efter pausen kom samme Eriksson i centrum. Riza Durmisi knaldede et frispark på stolpen fra cirka 25 meter, og mens målmand Peter Friis Jensen rullede rundt i forsøget på at stoppe skuddet, kunne Eriksson trille riposten ind i et tomt mål til 1-0.

LÆS OGSÅ: Brøndbys Thomas Frank: Her er Viborg farligst

Det var svenskerens første mål for Brøndby efter skiftet denne sommer. Og altså stik imod spilkvalitet og målchancer.

Foran 1-0 overlod Brøndby mere spil til Viborg, men hjemmeholdet havde svært ved at åbne et nu mere defensivt Brøndby-hold op.

Som minutterne gik, satsede Viborg mere, hvilket gav Brøndby plads til kontraangreb. Et af dem førte til 2-0, da Riza Durmisi brød igennem i venstre side og afleverede til Johan Elmander, der hamrede 2-0-målet ind.

Med sejren avancerer Brøndby til femtepladsen med 18 point for 12 kampe - ni point efter topholdet FC Midtjylland. Viborg ligger næstsidst med 11 point.

LÆS OGSÅ: Bedre dialog giver ro på Brøndby-lægterne

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress