Af Ritzau - 11/08-16 22:34

Mikkel Hansen: Vi skal alle sammen hive op i os selvMikkel Hansen: Vi skal alle sammen hive op i os selv

Kroatien stoppede med simple midler Danmarks stime på to sejre ved OL, og det var ringe, mener Mikkel Hansen.

storybild

Mikkel Hansen var ærgerlig over, at han lavede så mange tekniske fejl i Danmarks kamp mod Kroatien. (Billede: Reuters/Shannon Stapleton)

Mikkel Hansen er ikke kommet til OL for at tabe håndboldkampe og spille om sekundære placeringer.

Han vil vinde, og det skete ikke, da Danmark torsdag blev slået af et taktisk kløgtigt kroatisk mandskab.

Sammen med resten af holdet satser Mikkel Hansen på at rejse sig i de resterende gruppekampe mod Qatar og Frankrig.

- Jeg håber da ikke, at vi tænker, at nu skal vi gå ud og tabe den næste kamp.

- Vi skal alle sammen hive lidt op i os selv, fordi vi har alle et par situationer, hvor vi kunne have gjort det bedre. Så der er meget at arbejde med, siger Mikkel Hansen.

Kroatien var hele tiden ovenpå i kampen og fandt bedre løsninger end danskerne, som mistede bolden for nemt og for ofte.

- Sådan er det, når man er til et OL. Hvis man ikke spiller ordentligt, og det gjorde vi ikke, jamen så taber man.

- Det har vi set i nogle af de andre kampe. Qatar slog Kroatien i en kamp, og så tabte de med 15 mål til Frankrig, påpeger PSG-stjernen.

Mikkel Hansen finder ikke trøst i, at det er lykkedes Danmark at besejre Tunesien og Argentina inden kampen mod Kroatien.

- Vi skulle vel også slå Tunesien og Argentina, skulle vi ikke? Vi må komme videre, turneringen er lang, og vi er ikke i nærheden af at være ude, så vi skal lære af vores fejl. Og dem var der forholdsvis mange af.

- Det er hjem og se, hvad fanden vi kan lære af det her, lyder det fra Mikkel Hansen.

Mikkel Hansen blev noteret for fem turnovers i løbet af kampen, og han var træt af de mange personlige fejlafleveringer.

- Vi brændte ekstremt mange chancer, og vi lavede for mange tekniske fejl. Jeg havde også selv for mange tekniske fejl, i forhold til hvad jeg normalt har. Det var ikke godt nok, siger han.

Med 8 mål på 12 forsøg - heraf tre ud af tre scoringer på straffekast - var Mikkel Hansen også med til at holde Danmark inde i kampen.

Men de mistede bolde vejede tungest, og der skal nu læses på lektien i forhold til den kroatiske taktik.

- De dækkede en lille smule anderledes op, end de plejer at gøre. Det skal vi hjem og se på, hvordan vi kan løse, hvis vi på et tidspunkt skal møde dem igen.

- Umiddelbart handler det om at se, om vi kan lære lidt fra det her. Vi får en masse videoklip i aften, og jeg vil i hvert fald gerne ligge og se hele kampen. Og så venter der en ny spændende kamp mod Qatar, lyder det fra Mikkel Hansen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress