Af Ritzau - 20/09-16 20:09

Midtjyske håndboldkvinder fortsætter sejrsstimenMidtjyske håndboldkvinder fortsætter sejrsstimen

Kristian Kristensen og FCM Håndbold har fortsat lutter sejre i denne sæson. Tirsdag slog FCM Ringkøbing.

storybild

Kristian Kristensen har fået en fornem start som cheftræner for FCM Håndbold. Hans hold har vundet fire ud af fire kampe i denne sæson. (Billede: Scanpix/Frank Cilius)

FC Midtjyllands håndboldkvinder fortsætter den forrygende sæsonstart.

Tirsdag aften vandt klubben på hjemmebane med 32-22 over Ringkøbing i Primo Tours Ligaens anden spillerunde.

Dermed har midtjyderne vundet begge sæsonens ligakampe, ligesom det også blev til en sejr over rivalen Team Esbjerg i kampen om Super Cup-titlen samt en sejr over Ajax København i pokalturneringen.

I alle fire sejre har Kristian Kristensen stået på FCM's sidelinje, efter at han overtog trænergerningen fra Helle Thomsen, der overraskende blev fyret tæt på sæsonstarten efter at have haft jobbet i fire år.

I tirsdagens sejr over Ringkøbing blev kampen afgjort ganske tidligt. Efter syv minutter var stillingen 5-1 til FCM, og så var det allerede svært at se, hvordan undertippede Ringkøbing skulle få point.

Ved pausen var afstanden vokset til syv mål med stillingen 17-10.

Gennem anden halvleg voksede føringen, og kortvarigt var midtjyderne i front med 13 mål, før Ringkøbing med en lille slutspurt fik reduceret nederlagets størrelse.

Landsholdsanfører Stine Jørgensen blev hjemmeholdets topscorer med syv mål, mens Jane Mejlvang scorede seks for Ringkøbing.

Rækkens øvrige ti hold spiller kamp i anden runde onsdag aften.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress