Af Ritzau - 18/11-16 23:27

Ståle Solbakken: Cornelius er måske færdig for i årStåle Solbakken: Cornelius er måske færdig for i år

Ståle Solbakkens angrebsprofil udgik efter kun fem minutter mod AaB og går formentlig glip af Porto-kampen.

storybild

Andreas Cornelius er formentlig ude med en skade, når FC København tirsdag møder FC Porto i Champions League. (Billede: Scanpix/Anders Kjærbye)

FC København slog fredag aften AaB med 2-1 i Alka Superligaen, men sejren blev overskygget af en skade til Andreas Cornelius.

Den betyder med al sandsynlighed, at landsholdsangriberen går glip af tirsdagens Champions League-kamp mod FC Porto.

Det var enten en slem forstrækning eller en fibersprængning, der efter blot fem minutters spil tvang FCK-angriberen fra banen foran en tydeligt frustreret Ståle Solbakken på sidelinjen.

- Man kan ikke regne med, at han bliver skadet. Han har trænet hele ugen. Skal jeg sige til Cornelius, han så ikke skal spille? Det går ikke. Jeg er ikke spåmand, sagde Ståle Solbakken efter kampen.

FCK-manageren er i store angrebskvaler inden Porto-kampen, da også Federico Santander døjer med problemer i baglåret efter landskampspausen.

Santander er også tvivlsom mod FC Porto, men han er dog endnu ikke meldt ude af tirsdagens opgør.

Andreas Cornelius var en af de spillere, der forlod Åge Hareides landsholdstrup med en skade inden Danmarks landskamp mod Tjekkiet for få dage siden, men han var blevet klar til at starte inde i fredagens opgør mod AaB.

- Åge sendte ham hjem, fordi han var øm, men ham og William (Kvist, red.) har været på anlægget hele ugen og trænet stille og roligt for at være helt klar. De var helt klar i dag, siger Ståle Solbakken.

Han lagde på sidelinjen ikke skjul på sin skuffelse, da Andreas Cornelius humpede fra banen i Aalborg.

- Ville du ikke være sur, hvis du havde Santander skadet og så fik endnu en angriber skadet, før du skal møde FC Porto? Det er kedeligt for os.

- Jeg tror, Cornelius er væk i mange uger, og han har måske spillet sin sidste kamp for i år. Så kan vi måske håbe, at Santander har tre promilles chance for at spille.

Spørgsmål: Er du mest glad for de tre point eller mest ærgerlig over Cornelius’ skade?

- Det er fifty-fifty, siger Ståle Solbakken.

Ifølge Ståle Solbakken var det Cornelius’ venstre baglår, der gav ham ømhed i landsholdslejren og altså ikke det højre baglår, som blev skadet mod AaB.

Andreas Cornelius havde ifølge FC Københavns pressechef ikke lyst til at tale med pressen efter kampen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress