Af Ritzau - 16/08-16 15:52; Opdateret: 16/08-16 17:14

Frustreret René Holten: Græs spolerede mine chancerFrustreret René Holten: Græs spolerede mine chancer

Kajakroeren var udskreget som Danmarks største medaljehåb, men det blev blot til en sjetteplads i finalen.

storybild

René Holten Poulsen måtte nøjes med en skuffende sjetteplads i 1000 meter enerkajak ved OL i Rio. (Billede: Scanpix/Linda Kastrup)

Danmarks største OL-medaljehåb, René Holten Poulsen, måtte nøjes med en skuffende sjetteplads i 1000 meter enerkajak i Rio.

Den 27-årige roer kunne slet ikke leve op til de mange forventninger. Finalen blev dels spoleret af forkølelse og noget søgræs, der satte sig fast i spidsen af hans kajak.

- Det var pisseærgerligt. Man skulle bare lade være med at få græs på spidsen og lade være med at være syg, så havde det nok hjulpet på det, siger René Holten Poulsen med frustration i stemmen, efter at han er kommet op fra vandet.

- Der var flere af de andre, der ikke havde græs på, og ham, der vandt, har aldrig vundet et løb før, så jeg tvivler på, at han har haft græs på.

- Han kvalificerede sig på alleryderste mandat, siger Holten Poulsen om spanieren Marcus Walz.

- Tillykke til ham. Det hjælper mig sgu ikke. Det er ligesom at spænde en trailer efter en bil og konkurrere med samme bil uden en trailer på.

- Der er en masse blade og græs derude nu, og jeg havde 200 meter, hvor jeg prøvede at holde båden i gang uden at få alt for meget på. Jeg måtte hoppe flere gange for at få det af, forklarer han.

- Det er ærgerligt, at de ikke har renset banen op.

Den skuffede kajakroer begynder at snerre, da han bliver spurgt om, hvornår søgræsset begyndte at sætte sig på hans kajak.

- Ok, men så kan I kigge på skærmen eventuelt, lyder det irritabelt til en journalist, inden han fortsætter.

- Nå, men jeg har det på i omkring 200-300-400 meter.

René Holten Poulsen fortæller, at han de seneste timer op til OL-finalen var kommet sig ovenpå den forkølelse, han har døjet med efter ankomsten til Brasilien. Men det spolerede optakten, og han følte sig ikke på 100 procent.

Da han vågnede tirsdag morgen, vidste danskeren, at der skulle leveres noget ekstraordinært for at få en medalje.

- Det hjælper jo selvfølgelig ikke på det, siger han om forkølelsen.

- Det kan godt ske, at der er nogen, der tror, at man sagtens kan løbe en tur med en forkølelse, men det skulle jeg ikke. Jeg skulle ud for at præstere på verdensklasseniveau, og det kan man ikke, fastslår han.

Mens René Holten Poulsen lettere irriteret forklarer karrierens anden store OL-nedtur, efter at det også kiksede for ham i London for fire år siden, så kigger han ud i horisonten, hvor medaljerne skal overrækkes.

Godt 100 meter væk skal kronprins Frederik stå for medaljeoverrækkelsen.

- Det er rigtig fedt lige nu, siger han sarkastisk.

- Jeg kan se, at kronprins Frederik skal overrække medaljer. De havde nok regnet med, at jeg tog en, siger han.

Kronprinsen udtalte kort før OL, at han følte sig sikker på, at René Holten Poulsen ville tage en medalje i Rio. Mange havde det på samme måde, som Danmarks kommende konge. Sådan havde kajakroeren det også selv.

- Det er min egen skyld. Jeg kunne bare lade være med at vinde VM. Men det var jo også meget sjovt at vinde VM, ik.

- Det kan godt ske, at der nu står en og overrasket over, at han vinder OL. Men jeg er stadigvæk dobbelt verdensmester.

- Det her er sport, og lige meget hvor meget, nogen vil det, så skal jeg ro om det. I kan hoppe herfra og til Nordpolen. Det sker bare ikke af sig selv. Man er nødt til at ro om det, siger han og trykker et par snotklatter ud.

Han fortæller, at skuffelsen er så stor, at han måske helt er færdig med at ro kajak. René Holten Poulsen ved ikke, hvordan nedturen skal bearbejdes.

- Jeg skal slappe af, og så må vi se, om jeg bliver ved med at ro. Jeg synes, at det er lidt ærgerligt, at det bliver afgjort af sygdom og græs. Det er ærgerligt, når sport afgøres på den måde, og man ikke får at vide, hvem der er den stærkeste mand.

- Nu er det otte minutter siden, at jeg kom ind i land. Jeg kan ikke stå her og sige, om jeg synes, at det er fedt at ro om fire år til næste OL. Det kan være, at jeg kun ror et år mere, det kan også være, at jeg ror i ti år, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress