Af Ritzau - 04/11-16 22:18

AGF og Silkeborg deler i kedelig kampAGF og Silkeborg deler i kedelig kamp

Der var pæne forventninger til lokalopgøret mellem AGF og Silkeborg, men det blev en kedelig 0-0-affære.

storybild

AGF og Silkeborg spillede 0-0. (Billede: Scanpix/Axel Schütt)

Der var meget langt mellem store chancer og godt spil, da AGF og Silkeborg fredag aften spillede 0-0 i Superligaen.

Pointdelingen var derfor en helt logisk konsekvens af opgøret.

AGF kan dog glæde sig over at holde nullet for første gang i 11 kampe og samtidig for femte hjemmekamp i træk gå fra banen uden nederlag.

Med det uafgjorte resultat ligger de to hold fortsat side om side på tiende- og 11.-pladsen i landets bedste fodboldrække.

På Ceres Park i Aarhus kom hjemmeholdet AGF spillemæssigt bedst fra land.

Hjemmeholdets to forreste, Martin Spelmann og Kasper Junker, var flinke til at få rykket rundt på gæsternes midterforsvarer, og det var i flere omgange ved at bringe Silkeborg-defensiven i ubalance.

Men den potentielt afgørende pasning manglede kvalitet, og det betød, at der var langt mellem de helt åbne chancer.

Som en logisk konsekvens af et taktisk fastlåst opgør, sluttede de første 45 minutter uden mål.

Anden halvleg fik et lidt mere livligt forløb, hvor de to hold så ud til at løsne de stramme taktiske bånd, og det kastede et par chancer af sig.

Otte minutter efter pausen fik Silkeborgs Nicklas Helenius således en god kontrachance, men AGF-keeper Aleksandar Jovanovic reddede det ellers kompetente forsøg fra spydspidsen.

Som anden halvleg skred frem, overtog AGF initiativet, men uden for alvor at kunne true gæsternes mål, selv om Morten "Duncan" Rasmussen kom i aktion.

AGF fik den bedste chance for at afgøre kampen, da Kasper Junker lidt tilfældigt blev spillet fri med et lille kvarter igen. Men hans afslutning var svag, og Silkeborg-keeper Thomas Nørgaard kunne nemt redde.

Tættere på mål kom ingen af holdene, og dermed sluttede det hele, som det startede.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress