Af Ritzau - 13/09-16 20:10

Porto-træner vil kun fokusere på egne styrker mod FCKPorto-træner vil kun fokusere på egne styrker mod FCK

Portos cheftræner kalder FCK for et stærkt hold, men han vil kun have fokus på Portos egne styrker onsdag.

storybild

Nuno Espirito Santo og trænerens spillere får onsdag fornøjelsen af FC København i Champions League. (Billede: Scanpix/Francisco Leong)

FC Portos cheftræner, Nuno Espirito Santo, mener, at hans klub onsdag aften løber ind i en stærk modstander, når FC København gæster den portugisiske storklub i Champions League.

Men selv om den danske mesterklub er stærk, handler det portugisiske kampoplæg kun om holdets egne styrker. Det siger cheftræneren på et pressemøde tirsdag aften.

- Vi ved, at FC København er et stærkt og et godt hold, og i Champions League kender alle hold hinanden. Men selv om vi ved, at vi møder en stærk modstander, så vil vi kun have fokus på os selv for at vinde kampen, siger Nuno Espirito Santo.

Gruppens øvrige to hold er Leicester og Club Brugge. Derfor blev træneren forholdt en påstand om, at gruppen mere ligner en, der burde være med i Europa League. Den præmis ville Porto-træneren dog ikke være med på.

- Det er ikke en Europa League-gruppe. Vi har mestrene fra Belgien, Danmark og England, så det er en meget svær gruppe, hvor vi kommer til at møde stærke modstandere, og det ved spillerne. Der findes ingen lette grupper i den her turnering, siger træneren.

Han håber at kunne ryste FCK med hjælp fra klubbens fans på Estádio do Dragão.

- Vi skal have supporterne med på vores side og lægge pres på FCK. Vi skal vise, at vi vil vinde hver eneste bold, for det er den indstilling, de værdsætter. Vores supportere forlanger, at vi vinder, og det skal vi gøre, siger Nuno Espirito Santo.

Porto-træneren tiltrådte inden denne sæson. Han formåede at kvalificere Porto til gruppespillet i Champions League takket være en samlet 4-1-sejr over AS Roma.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress