Af Ritzau - 15/10-16 20:30

FC København trækker fra i toppen med ny sejrFC København trækker fra i toppen med ny sejr

FC København vandt problemfrit med 2-0 over Silkeborg, og trækker dermed fra i toppen af Alka Superligaen.

storybild

Andreas Cornelius scorede, da FC København lørdag besejrede Silkeborg i Alka Superligaen. (Billede: Scanpix/Anders Kjærbye)

FC København havde ingen problemer i hjemmekampen mod Silkeborg, der på to mål i første halvleg blev besejret 2-0.

Rasmus Falk og Andreas Cornelius sørgede for målene i sejren, der betyder, at FC København halvvejs i Alka Superligaens grundspil er ubesejret og topper med 29 point.

FC København skal allerede tirsdag i aktion igen, når det går løs på udebane mod Leicester i Champions League, og det var til at se i manager Ståle Solbakkens opstilling til kampen mod Silkeborg.

Anfører Thomas Delaney og førstemålmand Robin Olsen blev begge sparet, mens viceanfører Mathias "Zanka" Jørgensen sad over med karantæne.

Reserverne Stephan Andersen, Mikael Antonsson og Ján Gregus var dermed med til at udgøre den centrale akse for FC København mod oprykkerne, og den opgave løste de til fulde.

Kampen kom til at forme sig præcis, som Ståle Solbakken kunne ønske sig. Hjemmeholdet satte sig fra første fløjt på begivenhederne, og de formåede helt at holde Silkeborg fra chancer.

I den anden ende skulle der en genialitet fra Rasmus Falk til, før FCK fik hul på bylden. Falk tog en bold fra Ján Gregus med i luften, inden han prikkede den forbi Thomas Nørgaard i Silkeborg-målet.

Få minutter senere blev kampen så reelt afgjort, og det efter en ganske velkendt opskrift for FC København. Ludwig Augustinsson slog et hjørnespark ind i hovedet på Andreas Cornelius, der kraftfuldt dirigerede bolden i mål.

Foran 2-0 blev anden halvleg derfor en formsag for de danske mestre.

FC København var tilfredse med føringen, og ville gerne spare kræfter til tirsdagens kamp i Leicester, og det fik de lov til af Silkeborg.

Gæsterne forsøgte med en indskiftning af Andreas Albers, der har scoret fire mål som indskifter i sæsonen, men lige lidt hjalp det, og FCK kørte problemfrit 2-0-sejren i hus.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress