Af Ritzau - 05/10-16 10:10; Opdateret: 05/10-16 21:45

Matti Breschel slutter sig til danskerkoloni på AstanaMatti Breschel slutter sig til danskerkoloni på Astana

32-årige Matti Breschel skal i den kommende sæson køre for Astana, som dermed får fire danskere i holdbussen.

storybild

Det bliver kun til en enkelt sæson for Cannondale for Matti Breschel, her fra sin tid på Tinkoff-Saxo-holdet, der ved årsskiftet drager videre til Astana. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Cykelrytteren Matti Breschel (Cannondale) skifter til Astana til nytår, hvor han bliver holdkammerat med Michael Valgren, Jesper Hansen og Jakob Fuglsang.

Astana bekræfter på holdets hjemmeside, at man har skrevet kontrakt med den 32-årige dansker, som to gange karrieren har vundet medalje ved VM - i 2008 og 2010.

Breschel er hentet ind til en rolle som erfaren hjælperytter.

- Vi tror på, at Breschel som en rytter med stor erfaring vil være en stor hjælp for Valgren i forårsklassikerne i Ardennerne, hvilket han er bevidst om, siger Astana-chef Alexandre Vinokourov til holdets hjemmeside.

- Som den fjerde dansker på holdet er rytteren (Breschel, red.) meget motiveret for at kæmpe for holdet og hjælpe sine landsmænd i jagten på resultater i store løb.

Breschel skiftede inden denne sæson til Cannondale, for hvem han kørte Tour de France i sommer. Her sendte et styrt dog Breschel ud af løbet på 14. etape.

Den danske rytter er særdeles lettet over at have fået fremtiden på plads.

- Det er en kæmpe lettelse. Det er ret sent at skrive under nu, men det er rart at kunne gå til offseason med fremtiden i orden.

- Astana var de første, der kom med et konkret tilbud. Jeg har talt med dem siden august, og det var et af de hold, jeg håbede på ville komme med et tilbud, siger Matti Breschel til Ekstra Bladet.

Den erfarne rytter har tidligere kørt for blandt andre Tinkoff-Saxo og Rabobank, men de store resultater har ikke stået i kø de seneste år for den stærke afslutter.

Han vandt i 2015 to etaper i Danmark Rundt - et løb han samlet set har hentet ni etapesejre i.

Ud over de to VM-medaljer er hans største resultat etapesejren i Vuelta a España i 2008.

Jakob Fuglsang har i flere år kørt for Astana, som i sensommeren bekræftede, at de to Tinkoff-danskere Jesper Hansen og Michael Valgren også slutter sig til holdet fra Kasakhstan til nytår.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress