Af Ritzau - 10/09-16 15:36

Guardiolas City sejrer i slaget om ManchesterGuardiolas City sejrer i slaget om Manchester

Manchester City sejrede 2-1 på fremmed græs i en kamp, hvor Citys målmandsskifte var ved at koste dyrt.

storybild

Manchester Citys Kevin De Bruyne spillede en hovedrolle i begge holdets scoringer inden pausen. (Billede: Scanpix/Oli Scarff)

Josep Guardiola er kongen af Manchester. I hvert fald for en stund.

Det må være konklusionen, efter at Guardiolas City-mandskab lørdag hentede en meriterende 2-1-sejr i det imødesete lokalderby på Old Trafford ude mod José Mourinhos Manchester United.

Kevin De Bruyne, Kelechi Iheanacho og Zlatan Ibrahimovic scorede målene i det 17. opgør mellem de to toptrænere.

Statistikken lyder nu på otte sejre til Guardiola, seks uafgjorte og blot tre sejre til Mourinho.

I Premier League har City fortsat maksimumpoint efter fire kampe, mens United indkasserede sæsonens første pointtab.

Mourinho overraskede ved at give Jesse Lingard de første minutter i årets Premier League via en plads i startopstillingen på bekostning af store navne som Anthony Martial og ikke mindst Juan Mata.

Hos rivalerne var Guardiola tvunget til en rokade i front på grund af topscorer Sergio Agüeros karantæne. Han blev erstattet af det unge stortalent Kelechi Iheanacho. I målet var Guardiolas håndplukkede målmand Claudio Bravo på plads.

De rokader havde Guardiola indledningsvist klart bedst held med. City sad solidt på kampen fra start, og netop Iheanacho spillede en hovedrolle, da De Bruyne bragte gæsterne foran efter 15 minutter.

Angriberen fik plads og ro af hjemmeholdets Eric Bailly til at vinde en hovedstødsduel tæt på banens midte efter en høj, lang aflevering helt nede fra Citys eget hjørneflag.

Bolden røg videre til De Bruyne, som stødte den forbi en passiv Daley Blind og gav sig selv frit løb mod mål. Belgieren afsluttede iskoldt til 1-0.

Samme personer indtog hovedrollerne op til Citys 2-0-mål. De Bruyne fik plads i et passivt United-forsvar, hans afslutning ramte stolpen og røg lige ud til Iheanacho, som kunne støde den i mål, mens Blind ophævede en potentiel offside.

United var på randen af knockout, men så kostede Guardiolas gennemtvungne udskiftning på målmandsposten dyrt.

Få minutter før pausen droppede Joe Harts afløser, Claudio Bravo, fælt i sin Premier League-debut og tabte helt upresset et indlæg ned for fødderne af Zlatan Ibrahimovic, som afsluttede med høj klasse til 1-2.

Det satte United i gang.

Den store svensker nåede før pausen at få endnu to store målchancer efter stigende usikkerhed i Citys bageste geled.

I anden halvleg skiftede kampen karakter, efter Mourinho havde flået Lingard og den ineffektive Henrikh Mkhitaryan ud og erstattet dem med Marcus Rashford og Ander Herrera.

United bejlede til udligning, men City var farlige på omstillinger. De Bruyne kom således til en afslutning, som ramte stolpen og trillede langs målstregen forbi mål.

I kampens afsluttende fase kastede hjemmeholdet alle mand frem, og der var optræk til panik foran Claudio Bravo.

I de fem minutters overtid var Ibrahimovic igen tæt på. Men Uniteds pres i slutfasen gav ikke mål.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress