Af Ritzau - 19/11-16 17:37

Gladbach skuffer hjemme og taber til FC KölnGladbach skuffer hjemme og taber til FC Köln

Jannik Vestergaard og Andreas Christensen måtte se sig besejret hjemme af FC Köln med Frederik Sørensen.

storybild

Både Jannik Vestergaard (i grønt) og Andreas Christensen spillede hele kampen for Borussia Mönchengladbach lørdag. Arkivfoto. (Billede: Reuters/Axel Schmidt)

Borussia Mönchengladbach lider i denne sæson i Bundesligaen, og lørdag blev det endnu værre.

Her tabte Gladbach hjemme 1-2 til FC Köln, der scorede sejrsmålet i overtiden.

Resultatet betyder, at Gladbach ligger på 13.-pladsen med blot 12 point efter 11 kampe, og man skal helt tilbage til 24. september for at finde seneste ligasejr, da Ingolstadt blev besejret 2-0.

Borussia Mönchengladbach havde både Jannik Vestergaard og Andreas Christensen med i hele opgøret, mens FC Köln havde Frederik Sørensen med.

Jannik Vestergaard forsøgte sig med et hovedstød efter tre minutter efter et hjørnespark, men der var ikke fart nok i afslutningen.

Efter lidt over en halv time kom hjemmeholdet så i front, da Lars Stindl helt umarkeret af Köln-forvaret sparkede bolden i mål efter en pasning fra Ibrahima Traore.

Minuttet efter modtog Frederik Sørensen så en advarsel, og Köln var aktive på den konto med tre gule kort på seks minutter.

FC Köln råder dog over en målsluger i Anthony Modeste i denne sæson, og efter en times spil slog franskmanden til.

Dominique Heintz sendte en høj bold ind i Gladbach-feltet, og det lykkedes ikke for Jannik Vestergaard at komme øverst i hovedstødsduellen, så Modeste headede sin 12. sæsontræffer i mål bag Yann Sommer og udlignede til 1-1.

Marcel Risse sørgede for Kölns afgørende scoring i kampens 91. minut.

Jonas Lössl var med i målet hos Mainz, som hjemme tog imod Freiburg i et målrigt opgør.

Efter et kvarter gjorde Niko Bungert det til 1-0 for Mainz, og fem minutter senere øgede Yunus Malli på et straffespark.

Freiburg reducerede i anden halvleg, da Vincenzo Grifo lobbede bolden over en chanceløs Lössl, inden Stefan Bell headede Mainz på 3-1.

Freiburg fik reduceret yderligere fem minutter før tid, men Mainz sikrede en 4-2-sejr med en scoring fem minutter inde i overtiden.

Hertha Berlin satte point til med 0-0 ude mod Augsburg, mens Wolfsburg hjemme tabte 0-1 til Schalke 04 i opgøret i den tunge ende af ligaen.

Hertha Berlin avancerede dog til tredjepladsen med det ene point, da Hoffenheim er en kamp efter på fjerdepladsen.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress