16/02-16 22:00

Ussel start sender Aalborg på umulig ishockeymissionUssel start sender Aalborg på umulig ishockeymission

Aalborg Pirates kæmper for en plads i slutspillet, men kom miserabelt fra start mod Sønderjyske.

storybild

Landsholdsspilleren Thomas Spelling bidrog med et mål og to assister til Aalborgs kollaps i første periode. (Billede: Free)

Aalborg Pirates har leveret nogle spektakulære kollaps i ishockeyligaen i denne sæson, og i hjemmekampen mod Sønderjyske tirsdag aften gik det igen galt for det unge mandskab.

Foran 2016 tilskuere i Gigantium indkasserede Aalborg seks mål på mindre end ti minutter i en frygtelig første periode, og dermed var grunden lagt til et nederlag på 3-6 til de forsvarende mestre, Sønderjyske.

Mareridtet begyndte, da Mark Lee efter knap ti minutter bragte gæsterne foran. Ni minutter og fem sekunder senere scorede Sønderjyske for sjette gang på en rundtosset Aalborg-målmand Marcus Lundell.

Da mindede det betænkeligt om 0-13-afklapsningen i Odense for 11 dage siden, men denne gang fik Aalborg trods alt gjort lidt modstand, selv om kampen var afgjort.

Det lykkedes at score tre gange i anden periode, og så måtte Sønderjyskes træner, Dan Ceman, tage timeout for at kalde sine tropper til orden.

Der blev ikke scoret mere, og Aalborg kan takke den frygtelige start for en forspildt chance for vigtige point i kampen for en slutspilsplads.

Efter 41 kampe har Aalborg 44 point på ottendepladsen. Rivalen Gentofte har samme pointtal som nummer ni, men sjællænderne har spillet en kamp færre.

I toppen sørgede Frederikshavn for at holde afstanden på fire point ned til Sønderjyske ved at besejre Rødovre med 5-3.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress