Af Ritzau - 06/11-16 22:45

Barcelona haler ind på Real Madrid med stærk udesejrBarcelona haler ind på Real Madrid med stærk udesejr

Hjemmestærke Sevilla blev slået 2-1, og nu er Barcelona igen kun to point efter ærkerivalen Real Madrid.

storybild

Lionel Messi og Luis Suárez scorede målene, da Barcelona besejrede Sevilla med 2-1. (Billede: Reuters/Marcelo Del Pozo)

Sevillas suveræne hjemmebanestatistik er blevet spoleret, efter at Barcelona søndag aften var på besøg og kunne forlade Estadio Ramón Sánchez Pizjuán med en hårdt tilkæmpet 2-1-sejr.

Det er Sevillas første pointtab på eget græs, hvor holdet hidtil i denne sæson har vist enorm styrke med fem sejre i de første fem kampe.

Sejren sender Barcelona tilbage i hælene på Real Madrid, som fører den spanske liga med 27 point. Barcelona har nu 25, mens Sevilla på femtepladsen har fire point færre.

Luis Suarez blev matchvinder for gæsterne, da han efter en time blev spillet fri af Lionel Messi og sendte bolden mellem benene på den fremstormende Sevilla-målmand, Sergio Rico.

Sevilla lagde ellers flot fra land og kom i front efter et kvarters spil på et mål af kantspilleren Vitolo, som lige akkurat fik bolden møvet forbi Marc-Andre ter Stegen i Barcelona-målet.

Medvirkende til scoringen var dog dårligt forsvarsspil af backen Sergi Roberto, som ikke fik stoppet Pablo Sarabias harmløse aflevering og i øvrigt forsømte at trække Vitolo offside.

Hjemmeholdet fik dog ikke lov til at tage føringen med ind til pausen.

Messi fik udlignet mod slutningen af den livlige halvleg, da Neymar spillede bolden tilbage til argentineren, som scorede med et præcist indersidespark.

Efter Suárez' 2-1-træffer i anden halvleg skruede Sevilla tempoet i vejret igen, og kampens intensitet fik endnu et nøk.

Dommer Santiago Latre måtte hele ni gange have det gule kort frem, men trods hjemmeholdets anstrengelser lykkedes det ikke at bjærge et point mod de prominente gæster.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress