Af Ritzau - 01/06-16 18:26

French Open-mester møder Andy Murray i semifinaleFrench Open-mester møder Andy Murray i semifinale

Stanislas Wawrinka skal besejre Andy Murray i semifinalen ved French Open for at gentage sejren fra i fjor.

storybild

Schweiziske Stanislas Wawrinka skal op imod Andy Murray i den ene semifinale i French Open. (Billede: Scanpix/Martin Bureau)

Den regerende French Open-mester, Stanislas Wawrinka, skal krydse klinger med britiske Andy Murray i den ene semifinale i dette års udgave af grandslam-turneringen.

Det stod klart onsdag, da Wawrinka sendte spanske Albert Ramos-Vinolas ud af turneringen i kvartfinalen med sejren 6-2, 6-1, 7-6.

Med avancementet er den 31-årige Stanislas Wawrinka den ældste mand siden 1985, som når en semifinale ved French Open.

Helt tilbage i 1985 var den daværende tennisprofil Jimmy Connors 32 år, da han nåede frem blandt de sidste fire spillere i turneringen.

Albert Ramos-Vinolas er placeret som nummer 55 på verdensranglisten, og han blev aldrig for alvor en trussel mod turneringens tredjeseedede spiller, selv om spanieren gav modstand fra sig i tredje sæt, hvor Wawrinka måtte stramme sig an.

- Overordnet spiller jeg en god kamp, med et utroligt niveau i de to første sæt. Jeg måtte grave dybt for at afgøre kampen, siger Stanislas Wawrinka ifølge nyhedsbureauet AFP.

Schweizeren besejrede verdensetteren Novak Djokovic i sidste års finale ved French Open, og Wawrinka står nu over for sin blot anden semifinale i turneringen nogensinde, når han skal møde turneringens andenseedede Andy Murray.

Murray nåede frem til semifinalen ved onsdag at besejre franske Richard Gasquet, som kom bedst fra land og vandt første sæt 7-5, efter at Andy Murray faktisk havde været foran 5-2 i sættet.

Herefter sled Murray sig ind i kampen og udlignede ved at vinde andet sæt 7-6 efter tiebreak. Det skete også efter, at Murray her havde ført 5-2.

- Det var meget vigtigt for mig at vinde andet sæt. Det ville have været virkelig hårdt at skulle komme tilbage, hvis jeg havde tabt det. Det var en hård kamp, og jeg er bare glad for, at jeg gik videre, siger Andy Murray.

De to sidste sæt blev hurtigt overstået, og her var Andy Murray urørlig med 6-0 og 6-2. Andy Murray skal dermed spille sin fjerde semifinale i turneringen i Paris og for at nå sin første finale i turneringen nogensinde, skal han gøre det af med den forsvarende mester i semifinalen.

I de to spilleres indbyrdes opgør har Murray otte sejre mod Wawrinkas syv sejre, men schweizeren har vundet de tre seneste indbyrdes opgør samt de to spilleres to møder på grus.

- Han har spillet god tennis her de senere år, og det bliver ekstremt hårdt, men forhåbentlig kan jeg spille mit bedste tennis og forsøge at nå min første finale her, siger Andy Murray.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress