Af Ritzau - 31/08-16 11:19

Dansk superhold leder efter kemien inden OL-skæbnekampeDansk superhold leder efter kemien inden OL-skæbnekampe

De danske NHL-stjerner har kun haft kort tid til at finde hinanden på isen før OL-kvalifikationsturneringen.

storybild

Frans Nielsen udgør sammen med Mikkel Bødker og Nicklas Jensen Danmarks førstekæde i OL-kvalifikationen. (Billede: Scanpix/Jan Korsgaard)

Ikke uden grund bliver det landshold, som i de kommende dage jagter billet til vinter-OL i 2018, kaldt det bedste, dansk ishockey nogensinde har mønstret.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at niveauet på isen afspejler kvaliteten på papiret allerede fra første faceoff, når Danmark møder Hviderusland i den første kvalifikationskamp torsdag aften i Minsk.

NHL-profilerne udgør nemlig en temmelig sammenbragt flok. Nogle har ikke spillet på landsholdet i årevis, mens andre ser hinanden for første gang.

Trods 3-0-sejren i testkampen mod Letland tirsdag var det tydeligt, at der ved istræningen onsdag skal arbejdes intensivt med forståelsen blandt spillerne.

- Nogle af spillerne kunne godt mærke, at de ikke kender hinanden så godt.

- Inden torsdag skal vi fokusere på to ting: Vores powerplay, som bliver vigtigt, og så skal vi finde noget kemi i de nye kæder, der er blevet sammensat, siger Morten Madsen.

Hvor han selv har et fint kendskab til sine kædemakkere, Nichlas Hardt og Jannik Hansen, ser det lidt anderledes ud i de to topkæder.

Kaptajn Frans Nielsen havde på grund af familieforøgelse slet ikke mulighed for at træne med holdet inden Letland-kampen. Den manglende forberedelse er da også en af hovedårsagerne til, at han er blevet sat sammen med Mikkel Bødker og Nicklas Jensen.

Nielsen og Bødker spillede sammen i den finske klub Lukko Rauma under NHL-lockouten i 2012-13, hvor Bødker imponerede med 21 mål i 29 kampe.

- Med så kort varsel og en turnering lige om hjørnet er det vigtigt, at man spiller sammen med folk, man kender, så man ved, at der er en god chance for, at det fungerer, siger Frans Nielsen.

Han har på forhånd korresponderet flittigt med landstræner Jan Karlsson og den mangeårige kaptajn Morten Green om kædesammensætningen.

- Jeg kan godt lide at spille sammen med Mikkel, og jeg kender jo Nicklas Jensen fra Herning. Vi har trænet sammen hver eneste sommer. Forhåbentlig kan vi få det til at fungere - også bedre end mod Letland, siger Frans Nielsen.

I andenkæden håber Jan Karlsson at profitere af, at Nikolaj Ehlers og Oliver Bjorkstrand kender hinanden fra ungdomslandsholdene.

Til gengæld har andenkædens center, Peter Regin, ikke tidligere spillet sammen med de to unge stortalenter.

Danmark møder værtsnationen Hviderusland torsdag klokken 18.

I de efterfølgende kampe venter Slovenien og Polen.

Kun vinderen af firenationersturneringen kommer med til OL.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress