21/03-16 14:38

Hareide: Agger-fremmøde er et stærkt symbolHareide: Agger-fremmøde er et stærkt symbol

Havde Agger meldt ud, han ville stoppe på landsholdet til sommer, ville han ikke være i truppen, siger Hareide

storybild

Daniel Agger er anfører for det danske landshold, lige så længe han er til rådighed, siger Åge Hareide. (Billede: Polfoto/Finn Frandsen)

Det danske fodboldlandshold samledes mandag i København frem mod landstræner Åge Hareides to første testkampe i spidsen for Danmark.

Landsholdsanfører Daniel Agger fik søndag comeback for Brøndby efter en skadespause, og mandag var han ligeledes mødt ind til landsholdssamling. Det er et stærkt signal for landsholdet, at Agger er med, siger Åge Hareide.

- Han er jo anfører på det danske landshold, og det er klart, at det er vigtigt for symbolikken at få Daniel Agger klar til at spille. Han vil meget, meget gerne spille for landsholdet og sit klubhold, selv om han har været uden for i en kort periode.

- Signalet i at få ham tilbage er meget vigtigt for sammenholdet og de andre i truppen, siger Åge Hareide.

Spørgsmål: Er han med i din plan frem mod VM 2018?

- Han er med så længe, at han spiller fodbold. Ingen kan vide, hvad næste dag bringer. Jeg må orientere mig mod de spillere, som er tilgængelige og gode nok til at spille for Danmark, siger Hareide.

Spørgsmål: Hvilke indikationer har du fået på, at han er tilgængelig i længere tid?

- Jeg har talt med Agger, men den samtale bliver mellem mig og ham.

- Men hvis Agger havde meldt ud, at han ikke er der efter sæsonen, så havde han heller ikke været her i dag, siger Hareide, inden han understreger, at Agger fortsat skal være anfører:

- Så længe han er indkaldt, så vil jeg have Daniel Agger som anfører.

Brøndby-spillerens fremtid er uvis, idet hans kontrakt udløber efter sæsonen. En kontraktforlængelse, et klubskifte eller et karrierestop er mulighederne.

Agger har ikke officielt besluttet sig, men så længe han tager støvlerne på i en klub, vil han også være klar til at snøre dem i landsholdets tjeneste.

- Når jeg er her, så er det et udtryk for, at jeg stadigvæk spiller. Så længe jeg gør det, så vil jeg være til rådighed for landsholdet, og så er det op til landstræneren at vurdere.

- Min landsholdsrolle er den samme, og den hverken vil eller skal ændre sig. Jeg skal som en af flere spillere bidrage med erfaring på og uden for banen, og man kan ikke dele mit bidrag op i det, det og det, siger Agger.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress