Af Ritzau - 20/10-16 11:07

Dansk bordtennishåb er usikker på formen før EMDansk bordtennishåb er usikker på formen før EM

Jonathan Groth har kæmpet med formen siden OL. Nu håber han at spille sig varm ved EM-turneringen i Budapest.

storybild

Danske Jonathan Groth nåede til tredje runde ved OL. Her blev han slået af den senere guldvinder, Ma Long. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Bordtennisspilleren Jonathan Groth er det største danske medaljehåb ved EM i Budapest, der løber af stablen i denne uge.

Turneringen er den største siden OL, hvor Groth blev slået ud af den senere guldvinder, Ma Long. Den 23-årige dansker er usikker på, hvor han står, før det går løs.

- Efter OL har der været en lille formnedgang, og jeg har kæmpet for at komme tilbage i form.

- Man skal bygge op igen og starte forfra. Det tager desværre ikke bare en uge. Det tager lang tid at spille sig op i form. Jeg er ved at være, hvor jeg skal være, men om jeg rammer niveauet, kan jeg ikke garantere.

- Der mangler måske lige lidt procenter, og det er så tæt i toppen, at det kan være nok, siger han.

Groth er seedet som nummer 12 ved EM. Han håber, han kan spille sig varm undervejs og snuppe en topplacering.

- Hvis jeg spiller op til mit bedste, kan jeg godt spille med, hvor det er sjovt. Men samtidig kan det gå hurtigt, hvis jeg ikke rammer dagen. Så kan det blive en kort turnering, siger Groth.

Der venter Groth nogle hårde modstandere, hvis han skal gå hele vejen til de afgørende kampe.

Klarer han de to første runder, venter den seksdobbelte europamester Timo Boll med stor sandsynlighed i ottendedelsfinalen.

- Først skal jeg vinde to kampe. Indtil videre tænker jeg på det, lyder det fra Groth.

- Men det er klart, at det ville være sjovt at spille mod en, der har vundet EM seks gange. Jeg håber, jeg kan komme så langt og få muligheden for at møde en af de bedste i Europa, siger han.

Groth har vundet det danske mesterskab i bordtennis de seneste fem år. Han fik sin EM-debut i 2009 og vandt højst overraskende sølv året efter i herredouble med makkeren Kasper Sternberg.

Som singlespiller er han det seneste år strøget op ad verdensranglisten, hvor han nu ligger nummer 30. Her stopper ambitionerne dog ikke.

- Jeg drømmer om at blive en topspiller i Europa og være god nok til at spille med om medaljer ved hvert mesterskab. Men det er der mange, der drømmer om, så det kræver en del træning, siger han.

Groth spiller sin første kamp torsdag aften mod kroaten Tomislav Pucar.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress