18/03-16 10:32

Terningerne er kastet for bokseren Micki NielsenTerningerne er kastet for bokseren Micki Nielsen

Den 23-årige dansker kan tage en stor skalp, men risikerer også stort nederlag mod Mirko Larghetti lørdag.

storybild

Micki Nielsen (tv.) skal møde Mirko Larghetti i en kamp, der kan give svar på, hvor god danskeren egentlig er. (Billede: Polfoto/Hjorth Henning)

Terningerne er kastet! Nu vil det måske vise sig, om bokseren Micki Nielsen er bygget af det rigtige stof til at gå til tops. Om hans talent er så stort, som hans bagland skriger det op til at være.

Lørdag aften i Albertslund skal den 23-årige danske cruiservægter i ringen mod den 33-årige italiener Mirko Larghetti, der er rangeret som nummer tre på verdensranglisten hos forbundet WBA.

- Som træner forsøger du altid at beskytte dine boksere, men du når til et punkt, hvor du må kaste terningerne og se, om de synker eller flyder, siger Micki Nielsens træner, Joey Gamache.

Hans elev kan hente en stor skalp, men han er også i stor risiko for at få sit første nederlag i karrieren.

- Denne fyr er en alvorlig trussel.

- Vi har taget en stor risiko ved at indvilge i denne kamp, ​​og lørdag aften vil det vise sig, om satsningen har været rigtig, siger Joey Gamache.

Mirko Larghetti har 24 sejre i 25 kampe. Italieneren fik sit hidtil eneste nederlag som professionel i en WBO VM-kamp mod verdensmesteren Marco Huck.

Det giver perspektiver.

- Micki kan sende et stort signal ved at slå Larghetti. Det vil bevise, at han er klar til at møde de allerbedste fightere i vægtklassen og blive udfordrer til VM-bælterne, siger Joey Gamache.

Hidtil har Micki Nielsen levet et roligt bokseliv i skyggen af sin storebror Patrick Nielsen.

- Jeg har kunnet fokusere på min træning, på at udvikle mig selv, mens Patrick har haft alt presset fra fansene og medierne. Men jeg kan helt sikkert mærke, at jeg tager et skridt op, når jeg møder Larghetti, siger Micki Nielsen.

- Larghetti er en bokser med en god rekordliste og et godt ry. Så der er ingen tvivl om, at han vil se godt ud på min rekordliste.

- Jeg tror på, at jeg vinder, men jeg tør ikke sige, om det bliver på knockout eller point, siger den 23-årige dansker.

Kampen gælder WBC's International-titel i cruiservægter, som Micki Nielsen er indehaver af. Danskeren har 20 sejre i lige så mange kampe, heraf 14 på knockout.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress