Af Lars Dinesen - 24/01-16 22:04

Danmark slår Spanien og er nær EM-semifinaleDanmark slår Spanien og er nær EM-semifinale

Danmark vinder 27-23 over Spanien ved EM i herrehåndbold efter at have været bagud 11-14 ved pausen. Det er Danmarks sejr nummer fire i lige så mange kampe.

storybild

EM herrehåndbold. Spanien - Danmark i Hala Stulecia i Wroclaw. Danmarks Mikkel Hansen og Spaniens Jorge Maqueda. (Billede: Dresling Jens)

Danmark har for alvor kurs mod semifinalen ved EM i håndbold. Søndag aften vandt Gudmundur Gudmundssons tropper den fjerde ud af lige så mange mulige kampe i Polen.

Selveste Spanien blev slået med 27-23 i den første mellemrundekamp, men det danske hold måtte igennem lange, svære perioder, inden holdet kom på sejrskurs.

Spanien førte 14-11 ved pausen, men i anden halvleg fungerede alt for det danskerne. De kæmpede sig tilbage og sendte spanierne i ren opløsningstilstand i slutfasen.

Spanien scorede blot ni gange efter pausen, og så blev truende dansk nederlag vendt til komfortabel sejr med en sublimt præsterende Niklas Landin i målet.
I optakten til kampen havde den danske lejr påpeget, at nøglen til succes var at åbne det stærke spanske forsvar op. Det lykkedes meget dårligt i indledningen.

Spaniernes offensive og meget bevægelige 5-1-forsvar gjorde livet svært for de danske skytter, og når de endelig fik fyret af, stod der en tometermand i det spanske mål og tog godt fra.

Alene i det første kvarter blev Arpad Sterbik noteret for ni redninger, og dermed havde han store aktier i, at Spanien gennem hele første halvleg var et godt skridt foran.

LÆS OGSÅ: Mads Mensah får ny startplads for Danmark mod Spanien

Allerede inden det femte minut var spillet til ende, smed landstræner Gudmundur Gudmundsson timeout-kortet ved stillingen 1-4.

Vigtigheden af at få Mikkel Hansen godt i gang fra start blev udstillet allerede i gruppespillet. Søndag aften kom han ikke godt fra land.

Han misbrugte sine tre første forsøg, inden han begyndte at spille sig bedre ind i kampen. Det gjorde han primært i rollen som spilfordeler, og igen stod han bag de fleste danske assister.

Gudmundsson tøvede ikke med at sende Michael Damgaard i aktion, så han kunne prøve at ændre kampbilledet med sine skud. Det gjorde Damgaard igen til mere end godkendt. Blandt andet med en underhåndsperle fra distancen.

I den anden ende kom spanierne nemmere til sine scoringer gennem første halvleg, men danskerne var også uheldige med mange andenbolde, der endte på spanske hænder og førte til lette mål.

I målet stod Niklas Landin hæderligt, men kunne ikke forhindre spansk pauseføring på 14-11.

Landin løftede sit niveau fra starten af anden halvleg, hvor Spanien blot scorede et mål i de første ni minutter. Men da Sterbik fortsatte sit storspil i modsatte ende, sled Danmark alligevel med at få fuld kontakt.

Stregspilleren Jesper Nøddesbo gjorde ellers sit med fire danske scoringer på stribe i indledningen. Et kvarter før tid kom udligningen så endelig, da Mikkel Hansen scorede sit på det tidspunkt blot andet mål.

LÆS OGSÅ: Gudmundsson må undvære sin højrehånd mod Spanien

Nu fungerede den danske opdækning også fremragende, hvilket samlet gav klart dansk overtag.

Danskerne afgjorde kampen i en periode, hvor 16-18 blev til 23-18. Spaniernes tilbageløb var ikkeeksisterende, og så kunne en række kontramål bringe Danmark klart i spidsen.

Danmark kunne køre sejren hjem uden vanskeligheder i slutfasen, og nu ligner det for alvor dansk EM-succes inden de næste kampe mod Sverige og Tyskland henholdsvis tirsdag og onsdag.

LÆS OGSÅ: Barcelona-spilleren Nøddesbo før Spanien: Det er 50/50

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress