Af Ritzau - 21/10-16 10:20

Todd forlænger med talent: Vi har behov for god nyhedTodd forlænger med talent: Vi har behov for god nyhed

Esbjerg indgår toårig aftale med U20-landsholdsspilleren Marco Lund, så samarbejdet nu gælder til juni 2019.

storybild

Marco Lund, som her jubler over et mål mod Lyngby, har fået to år mere i Esbjerg. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

Esbjerg har blot vundet en enkelt gang i de første 13 spillerunder i Alka Superligaen, så fodboldklubben trænger til lidt opmuntringer.

Det fik Esbjerg fredag, da det lykkedes at lave en ny toårig aftale med den 20-årige midterforsvarer Marco Lund.

- Vi har behov for gode nyheder i klubben lige nu, og dette er en positiv nyhed. Marco er kommet på førsteholdet, han har kvitteret ekstremt godt med sine præstationer, og han har fortjent at få en ny kontrakt.

- Han er en lokal dreng, og det er godt for både ham og unge drenge i vores område, at han har formået at nå hertil, siger Esbjerg-træner Colin Todd til klubbens hjemmeside.

Briten har givet Marco Lund mulighed for at spille sig fast ind på holdet, og senest scorede stopperen i 2-2-kampen mod Lyngby i mandags.

- Denne klub har udviklet mange gode spillere og skal få flere Marco'er igennem i de næste år.

- Han har på banen en stærk attitude, han er aggressiv, og nu skal han holde sit niveau og udvikle sig yderligere, siger Colin Todd.

Marco Lund debuterede for Esbjerg i en kamp mod Viborg i april og har siden spillet 17 superligakampe, de seneste otte med fuld spilletid.

- Det var ikke noget svært valg at forlænge aftalen med Esbjerg, der gav mig chancen for at udvikle mig til superligaspiller. Jeg ved, jeg får spilletid her, og det er vigtigt for mig.

- Jeg har nogle personlige mål, men har også mål for holdet, som jeg gerne vil være med til at vende den nuværende situation for, siger Marco Lund.

Han kom til Esbjerg fra samarbejdsklubben Ansager IF og arbejdede tidligt målbevidst med sin udvikling som fodboldspiller.

- Jeg spiller fast på holdet nu, og det vil jeg gerne blive ved med. Og så vil jeg gerne være med til at påvirke holdet og bidrage til at trække det mod bedre tider.

- Jeg er en spillertype, der står fast, også når det ser sortest ud, og jeg vil kæmpe for holdet. Jeg lægger mig ikke ned, siger Marco Lund.

Esbjerg og Marco Lund tager mandag aften imod FC Midtjylland i Superligaen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress