Af Ritzau - 20/09-16 23:27

Makienok-hattrick sender Bournemouth ud af Liga CuppenMakienok-hattrick sender Bournemouth ud af Liga Cuppen

Danskeren Simon Makienok var tirsdag med til at sende et Premier League-hold ud af Liga Cuppen.

storybild

Simon Makienok fejrer en af sine tre scoringer i Liga Cuppen mod Bournemouth. (Billede: Reuters/Matthew Childs)

Den tårnhøje danske angriber Simon Makienok sørgede tirsdag aften for en overraskelse i den engelske Liga Cup.

Her blev han hovedperson og matchvinder for Preston North End, som på udebane slog Premier League-klubben Bournemouth med 3-2. Preston spiller selv i den næstbedste række.

Makienok scorede alle Prestons tre mål i kampen. Det sidste mål blev sat ind i den forlængede spilletid, efter den ordinære kamp var endt 2-2.

Det var over 100 minutter mellem Makienoks første og sidste mål.

Efter ti minutters spil sørgede Makienok for at sende en løs bold det sidste stykke ind over stregen til 1-0.

Siden udlignede Bournemouth på et straffespark, og Premier League-holdet bragte sig på 2-1 med et kvarter tilbage af kampen.

Makienok pandede en udligning ind efter 85 minutter og sørgede for forlænget spilletid.

Den tidligere Brøndby-bomber skulle få sit hattrick efter 111 minutters spil, da han nok en gang var mand for at sende bolden det sidste stykke ind over stregen.

Med sejren er Preston klar til ottendedelsfinalen i Liga Cuppen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress