03/04-16 18:42

Magnussen tæt på point i Bahrain trods start i pitlaneMagnussen tæt på point i Bahrain trods start i pitlane

Selv om han startede i pitlane, sluttede Kevin Magnussen på en 11.-plads ved Formel 1-grandprixet i Bahrain.

storybild

Kevin Magnussen blev nummer 11 ved sæsonens andet grandprix. (Billede: AP/Luca Bruno)

Den danske racerkører Kevin Magnussen (Renault) sluttede på 11.-pladsen i sæsonens andet Formel 1-grandprix i Bahrain.

Det var bare én placering fra pointene, som tilfalder de ti bedste. Men Magnussen kan bestemt være sin præstation bekendt. Han startede løbet som bageste kører ude fra pitlane, efter han missede et rødt lys under fredagens træning.

Danskeren avancerede kraftigt gennem løbet, men det var altså lige netop ikke nok til point. Han er nu noteret for placeringer som nummer 12 og 11 i sæsonens første to løb.

Tyskeren Nico Rosberg fra Mercedes gentog sejren fra sæsonens første grandprix og henviste finnen Kimi Räikkönen (Ferrari) til andenpladsen, mens briten Lewis Hamilton måtte nøjes med placeringen som nummer tre.

Det skete efter et løb, hvor den største dramatik fandt sted lige inden løbet og i dets begyndelse.

For den tidligere verdensmester Sebastian Vettel (Ferrari) sluttede løbet, inden det var begyndt. Han fik motorproblemer på opvarmningsomgangen og måtte opgive at fortsætte.

Også Magnussens teamkammerat Jolyon Palmer fik problemer lige inden starten, så han måtte køre tilbage i pitten. Kort efter stod det klart, at løbet også var slut for hans vedkommende.

Dramatikken fortsatte, da løbet reelt startede. Lewis Hamilton startede i poleposition, efter han i kvalifikationen lørdag satte den bedste tid på banen nogensinde. Søndag aften mødte han derimod problemer.

Verdensmesteren fik slet ikke gang i raceren, da løbet blev givet frit, og i første sving kolliderede han med finnen Valtteri Bottas (Williams), og så var Hamilton ud af det blå nede på niendepladsen. Forrest øgede Nico Rosberg derimod og satte sig tungt på løbet.

Kevin Magnussen fik trods starten fra pitlane hurtigt kontakt med de øvrige, og løbet formede sig godt for ham.

Da Jenson Button (McLaren) udgik på ottende omgang, var Magnussen allerede oppe på 14.-pladsen. Danskeren sneg sig endda op som nummer otte, men det var dog på et tidspunkt, hvor han som en af de få ikke havde været i pit endnu.

Efter første pitstop måtte Magnussen ned at vende blandt de bageste, men han kørte stærkt og avancerede gradvist i stillingen.

Da Magnussen med 17 omgange tilbage kørte til pitstop for tredje gang for at køre løbet færdigt på supersoft-dæk, kom han tilbage på banen på en 14.-plads.

Derfra blev det en kamp for at komme i pointene, men det blev altså ved lige ved og næsten med 11.-pladsen.

Forrest kørte Rosberg længe sit eget løb, og han var aldrig i nærheden af at sætte sit forspring over styr. Han har nu fået en perfekt start med 50 point i de to første løb.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress