Af Ritzau - 18/05-16 06:13

Forward regnede med VM-succes: Vi ser utrolig stærke udForward regnede med VM-succes: Vi ser utrolig stærke ud

Pladsen i VM-kvartfinalen er fuldt fortjent og kommer ikke helt bag på spillerne, siger Kirill Starkov

storybild

Kun mod Rusland har det danske VM-hold haft en offday, mener Kirill Starkov. (Billede: Scanpix/Jan Korsgaard)

Efter en række VM-turneringer, der primært har handlet om overlevelse, har det danske ishockeylandshold ved VM i Rusland taget et stort skridt fremad med kvalifikationen til kvartfinalen.

Men spillerne selv er ikke så overraskede over det flotte resultat, siger rutinerede Kirill Starkov.

- Da vi tog hjemmefra, havde vi faktisk sat næsen lidt op efter en plads i kvartfinalen, for vi kunne godt se, at vi på papiret havde et utrolig stærkt hold.

- Det er fuldt fortjent, at det er os, der tager pladsen. Vi har spillet jævnbyrdige kampe mod alle hold på nær russerne, som var lidt en offday. Vi har ikke fået noget forærende, og vi er ikke kommet snublende ind i kvartfinalen, siger Starkov.

Den mangeårige stamspiller på landsholdet har måttet finde sig i en mere tilbagetrukket rolle som centerspiller i fjerdekæden, der i de seneste kampe har høstet stor ros fra landstræner Jan Karlsson.

Her spiller Starkov sammen med Patrick Bjorkstrand, en af sidste års store danske VM-profiler, og Mathias Bau, der har været en målsluger i den hjemlige liga.

- Vi har fået stablet et rigtig godt hold på benene, og alle fire kæder leverer varen og passer godt sammen.

- Derudover har vi en målmand, som igen har stået fremragende, og som har stjålet point og målchancer fra modstanderne. Det har gjort, at vi altid har været med i kampene, siger Kirill Starkov.

Han påpeger samtidig, at trioen fra Nordamerika, Lars Eller, Nikolaj Ehlers og Jannik Hansen, har givet landsholdet et topniveau, som måske har manglet ved tidligere VM-turneringer.

- NHL-spillerne har givet os en ekstra spidskompetence, som kan afgøre kampene til vores fordel. Vi så det for eksempel mod Kasakhstan, hvor vi ikke var i problemer, men kørte sejren hjem stille og roligt, siger Starkov.

Han har selv haft et travlt VM, hvor han har skullet svare på mange spørgsmål fra den russisktalende del af verdenspressen.

I de seneste dage har han udnyttet taletiden til at efterspørge opbakning til Danmark fra det russiske hjemmepublikum.

- Det ville jo være en fordel for Rusland, hvis vi slog et af favoritholdene ud. Jeg håber da, at vi nu får de russiske fans på vores side, siger Kirill Starkov.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress