Af Ritzau - 20/05-16 18:05

Amputerede danske herrer sender Malaysia ud af hold-VMAmputerede danske herrer sender Malaysia ud af hold-VM

De danske badmintonherrer er klar til finalen ved Thomas Cup, da Malaysia blev besejret med 3-2 i kampe.

storybild

Viktor Axelsen og Hans-Kristian Vittinghus var begge i aktion for Danmark i kampen mod Malaysia. (Billede: Free/Viktor Axelsen (twitter).)

Et amputeret hold af danske herrer slog fredag Malaysia i semifinalen ved Thomas Cup - VM i badminton for hold.

Danmark vandt med 3-2 i kampe, da reserven Emil Holst vandt den afgørende herresingle ved stillingen 2-2.

En slidt Jan Ø. Jørgensen måtte melde forfald til anden herresingle, mens Mathias Boe igen måtte træde ind i herredoublen sammen med Mads Conrad-Petersen, da Mads Pieler Koldings hofteproblemer fortsat voldte problemer.

I første kamp stod Viktor Axelsen over for uhyggeligt stærke Lee Chong Wei, som Axelsen aldrig tidligere har besejret.

Det blev også til et nederlag, men Axelsen pressede den malaysiske stjerne til det yderste.

Efter at have været nede med 11-18 i første sæt kom Axelsen fantastisk tilbage, og det var kun en hawk-eye-dom ved 21-20, som frarøvede Axelsen første sæt. Lee Chong Wei vandt i stedet 23-21.

Andet sæt var også tæt, men det endte igen med et snævert dansk nederlag og dermed 0-1 i holdkampen.

Den sammensatte herredouble med Boe og Conrad kom skidt fra start i begge sæt i deres kamp, og det gav et nederlag i to sæt.

Dermed var der maksimalt pres på danskerne, som skulle vinde de tre sidste kampe for at gå i finalen.

Hans-Kristian Vittinghus, som var rykket op som anden herresingle i Jan Ø. Jørgensens fravær, gjorde sin del af arbejdet med en forholdsvis sikker sejr i to sæt.

Så var det op til herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen at få udlignet, og det gjorde duoen med en sejr i tre sæt.

Emil Holst, der er nummer 47 i verden, fuldendte den flotte præstation ved at besejre Wei Feng Chong med 21-15, 21-18.

Emil Holst kom i andet sæt foran med 11-8 og virkede til at have teten, men modstanderen fra Malaysia, som er 20 placeringer dårligere på verdensranglisten, kom tilbage.

Chong fik kontakt ved 11-11 og fulgte godt med indtil 18-18. Emil Holst etablerede en afgørende føring på 20-18, og derfra så han sig ikke tilbage og sendte på sin første matchbold Danmark i Thomas Cup-finalen.

I finalen skal Danmark nu møde Indonesien, som i sin semifinale slog Sydkorea.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress