Af Ritzau - 30/10-16 21:51; Opdateret: 30/10-16 22:10

Kevin Magnussen slutter langt tilbage i MexicoKevin Magnussen slutter langt tilbage i Mexico

Den danske Formel 1-kører blev kørt agterud af sin teamkammerat i Mexico City. Lewis Hamilton vandt.

storybild

Kevin Magnussen havde en hård søndag i Mexico. (Billede: Scanpix)

Kevin Magnussen sluttede langt tilbage i feltet, da sæsonens tredjesidste Formel 1-grandprix blev kørt søndag i Mexico City.

Den 24-årige dansker måtte nøjes med en 17.-plads i et løb, der må betegnes som en skuffelse for ham.

Kevin Magnussen kæmper i øjeblikket for at overbevise Renault om, at teamet skal beholde ham i næste sæson.

Danskerens teamkammerat, briten Jolyon Palmer, sluttede søndagens grandprix som nummer 14, selv om han lå langt efter Magnussen i startrækkefølgen i løbet.

Den regerende verdensmester, Lewis Hamilton, vandt løbet i Mexico foran Mercedes-teamkammeraten Nico Rosberg, der fortsat fører i den samlede VM-stilling.

Rosberg har et forspring på 19 point ned til Hamilton og vinder som sådan VM-titlen, hvis han vinder løbet i Brasilien om 14 dage.

Sæsonens sidste grandprix bliver kørt i De Forenede Arabiske Emirater.

Kevin Magnussen havde inden løbet i Mexico fortalt, at han formentlig skulle lukrere på uheld blandt de forankørende for at avancere mindst fire placeringer fra sin startposition som nummer 14 og komme i pointene.

Han var underlagt en række udfordringer: temperaturerne i Mexico kunne drille bilen, løbet blev kørt i 2200 meters højde, og banen i Mexico var ikke på programmet, da Magnussen kørte for McLaren i 2014.

Danskeren fik som sådan sin debut på Autódromo Hermanos Rodríguez søndag aften dansk tid.

Men starten gik ikke desto mindre nogenlunde præcis som ønsket for ham. Mens andre kørere ramte hinanden, holdt han sig fri af balladen og var hurtigt oppe på 12.-pladsen.

Festen fes dog lige så hurtigt ud.

Allerede efter 11 omgange kørte danskeren i pit for at skifte til hårdere dæk, og så røg han ned på 19.-pladsen.

Her lå han pludselig to placeringer efter sin teamkollega hos Renault, Jolyon Palmer, som havde startet løbet fra pit lane og som næstsidst af alle.

Palmer blev trukket fra kvalifikationen på grund af problemer med bilen og satte derfor ikke nogen kvalifikationstid.

I løbet lukrerede Palmer på de tidlige uheld ved at skifte dæk, da der var safety car, så han ikke tabte tid på dækskiftet. Og derfor lå han foran Magnussen, da danskeren havde været i pit.

Men derudover havde Kevin Magnussen store problemer med at få fart i bilen, og han røg efter 30 omgange ned på 18.-pladsen.

På det tidspunkt lå Palmer nummer 13.

Mens Magnussen havde tabt fire pladser, havde Palmer altså vundet otte.

Palmer avancerede endda til 12.-pladsen, før han på de sidste ti omgange tabte fart og blev overhalet to gange.

Det ændrer dog ikke på, at Kevin Magnussen må føle sig mest skuffet af de to.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress