Af Ritzau - 10/04-16 16:29

Brøndby-fans frygter rigmandsindtog ved aktieemissionBrøndby-fans frygter rigmandsindtog ved aktieemission

Brøndbys bestyrelse søger mandat til storudvidelse af aktiekapitalen, og det skaber frygt hos BST.

storybild

Jan Bech Andersen (tv.) og den øvrige Brøndby-bestyrelses ønske om at få mandat til at udvide ejerkredsen voldsomt vækker frygt hos Brøndby Supporters Trust. (Billede: Polfoto/Jens Dresling)

Når fodboldklubben Brøndby onsdag afholder bestyrelsesmøde, vil et punkt på dagsordenen vække frygt hos folkene i fanforeningen Brøndby Supporters Trust (BST).

Bestyrelsen ønsker nemlig at få mandat til at kunne udvide aktiekapitalen med op til 250 procent af den nuværende aktiekapital de kommende fem år, såfremt bestyrelsen måtte finde det nødvendigt.

Vælger man at gøre brug af det fulde mandat, vil det betyde, at Brøndbys ejerkreds vil være fordelt på omkring 350 millioner aktier i stedet for de nuværende godt 102 millioner aktier.

Det vil udvande den eksisterende ejerkreds, hvor ganske få sikkert vil gøre brug af muligheden for at beholde samme andel af klubben ved at købe flere aktier, og dermed åbnes der op for nye aktionærer.

Og det er det, som bekymrer BST.

- Når bestyrelsen har bedt om mandatet, så der det jo fordi, der er nogle, som tænker, at det ikke er helt ude i hampen. Om det betyder, at der kommer nogen som Red Bull ind som ejer, det ved vi ikke, siger Frederik Gjørup Nielsen, formand i BST.

Men har man frygt for, at et investeringsfirma fra Qatar eller en rigmand som Roman Abramovic (Chelsea ejer, red.) kan komme til at overtage klubben, så er det nu, man skal råbe op, siger BST-formanden.

- Vi vil bare sige, at det er nu, man skal gøre opmærksom på, hvis det her er noget, man ikke ønsker. Man kan ikke komme og gøre det om. Så hvis man er nervøs for Red Bull eller andre investorer, så er det nu, man skal bruge sin stemme, siger han.

Forslaget vil givetvis blive gennemført, da størstedelen af Brøndbys 24-25.000 aktionærer ikke vil være til stede på generalforsamlingen onsdag, hvor Jan Bech Andersen med sin 26 procents ejerandel vil have mere end 50 procent af stemmerne blandt de tilstedeværende.

Meget taler for, at Jan Bech Andersen selv vil købe en pæn del af aktierne ved en emission, men hos BST ser man langt hellere, at man laver en lille emission og i stedet skaber en sund forretning frem for at fortsætte med at hente dyre spillere.

- Vi skal have mere tålmodighed. Brøndby kan sagtens komme op og blive en topklub i dansk fodbold igen, men det er der ingen quick-fixes til, så man bliver nødt til at have styr på de udgifter og indtægter, man har, siger Frederik Gjørup Nielsen.

Ifølge ham kan en udvidelse på 250 procent af ejerkredsen sende omkring 125 millioner kroner i Brøndbys kasse, men langt mindre er nødvendigt, hvis man samtidig sætter tæring efter næring.

- Vi tror på, at man kan komme langt, langt under 50 millioner kroner og stadig være på den sikre side, hvis man rent faktisk laver en genopretning og begynder at køre klubben på en sund måde, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress