Af - 22/06-16 09:53

Daniel tager fra Vejle til Iran for at få opfyldt drengedrømmenDaniel tager fra Vejle til Iran for at få opfyldt drengedrømmen

24-årige Daniel Norouzi springer ud på dybt vand for at forfølge en stor drøm. At spille med ved VM i 2018.

storybild

Daniel Norouzi (tv) fra sin tid i Brøndby - lige om lidt skal han spille for Sepahan i Iran. (Billede: Scanpix)

Der kommer et tidspunkt i de fleste danske drenges liv, hvor de indser, at de ikke kommer på det danske fodboldlandshold.

Dertil er Vejle Boldklubs 24-årige forsvarsspiller Daniel Norouzi også kommet, men for ham er det kun starten på et eventyr: Han er barn af iranske forældre, og det giver ham en ny mulighed, som han har tænkt sig at gribe.

- Jeg har ansøgt om iransk pas og undersøgt mulighederne for at komme ind omkring det iranske landshold, siger han og tilføjer, at da Irans landstræner hovedsageligt udtager spillere fra den hjemlige liga, så var det let nok at sige farvel til Vejle og goddag til traditionsklubben Sepahan FC, der hører til fire timer uden for hovedstaden Teheran.

Det er noget af et spring fra Vejle til millionbyen Isfahan i det centrale Iran, men Daniel Norouzi tøvede ikke, da han fik tilbuddet fra den iranske klub. Han taler flydende persisk og er ikke bange for en udfordring.

- Hvis man hele tiden skal være påpasselig og tænke over, hvad der er af risici, så kommer man ingen vegne. Så er der risiko ved at gå ud af døren. Ting er ikke værre, end man gør dem til, siger han.

Det er den mentalitet, der fik ham til at fortsætte, da drømmen om at spille i rødt og hvidt, brast. Nu går han benhårdt efter at spille på landsholdet i 'rødt og hvidt og grønt' - det er jo også en slags rødt og hvidt.

- Jeg føler mig mest dansk. Jeg spiser gris, jeg fejrer jul. Men jeg negligerer ikke den baggrund jeg har. Jeg har altid været bevidst om mine rødder, siger Daniel Norouzi.

Det hele lyder lidt som en vild idé, men hvis det skulle lykkes for Daniel Norouzi at komme med til VM, så vil det ikke være første gang, at det er sket:

Winston Reid har nemlig gjort det før. Han spillede i FC Midtjylland og havde også fået kampe på danske ungdomslandhold, da han op mod VM i Sydafrika i 2010 fik muligheden for at spille på New Zealands A-landshold takket være sine rødder i New Zealand.

Winston Reid kom med til Sydafrika, kom på banen, scorede sit lands første VM-mål og VM-point nogensinde. Og så var han allerede en legende.

Siden fik han kontrakt med West Ham i Premier League.

- Ja, det er en vild historie med ham, medgiver Daniel Norouzi, som håber at kunne kopiere den.

- Hvis jeg gør jeg det godt i Sepahan, så skal jeg nok komme i betragtning til landsholdet, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress