Af Ritzau - 23/11-16 15:12; Opdateret: 23/11-16 15:27

Mourinho: Vi aktiverer Zlatans option om forlængelseMourinho: Vi aktiverer Zlatans option om forlængelse

Manchester United har tænkt sig at udnytte optionen på en kontraktforlængelse med Zlatan Ibrahimovic.

storybild

Zlatan Ibrahimovic kan ifølge manager José Mourinho se frem til også at være Manchester United-spiller i den kommende sæson. (Billede: Reuters/Carl Recine)

Manchester United-manager José Mourinho siger ifølge AFP, at Manchester United agter at gøre brug af optionen i Zlatan Ibrahimovic' kontrakt, så svenskeren også er i klubben i næste sæson.

- Zlatans situation er enkel, lyder det fra Mourinho på et pressemøde forud for Uniteds Europa League-møde med Feyenoord torsdag.

- Han har én plus én (etårig kontrakt med mulighed for et års forlængelse, red.). Vi er glade for ham. Vi har tænkt os at udnytte optionen på endnu en sæson. Efter det kan han gøre, som han vil.

Dermed tyder alt altså på, at den 35-årige svensker også vil være at finde på Old Trafford i næste sæson.

Zlatan Ibrahimovic skiftede i sommer fra Paris Saint-Germain til Manchester United på en fri transfer efter fire sæsoner i den franske hovedstadsklub.

Det var også i sommer, at José Mourinho satte sig i managersædet i Manchester, og han har fra start haft den svenske stjerne som sit klare førstevalg på angriberpositionen.

Foreløbig har Ibrahimovic betalt tilbage med otte mål i 17 betydende kampe for den spillemæssigt skrantende storklub.

Manchester United indtager sjettepladsen i Premier League med 19 point efter 12 kampe, og den svenske angriber er delt nummer seks på topscorerlisten i ligaen med seks scoringer.

Tidligere i karrieren har Zlatan Ibrahimovic spillet for Malmö, Ajax, Juventus, Inter, FC Barcelona og Milan.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress