13/12-15 16:33

Arsenal kører over Okore og overtager førstepladsenArsenal kører over Okore og overtager førstepladsen

Arsenal er tophold efter 2-0-sejr over bundholdet Aston Villa, der havde danske Jores Okore med hele kampen.

storybild

(Billede: Polfoto)

Det er tæt i toppen af Premier League, hvor Manchester City overtog førstepladsen lørdag, og Arsenal søndag erobrede pladsen tilbage.

Det skete, da The Gunners vandt 2-0 ude over Aston Villa og danske Jores Okore, der spillede hele kampen i Birmingham-klubbens forsvar.

Arsenal sad på spillet fra kampens start. Særligt London-klubbens hurtige omstillinger og høje pres skabte problemer for Aston Villa.

LÆS OGSÅ: Giroud-lala! Fransk bomber sender Arsenal i ekstase

I det syvende minut slap lynhurtige Theo Walcott fri i venstresiden efter en god aflevering fra Mathieu Flamini. Kantspilleren trak ind i banen og blev nedlagt af hjemmeholdets Alan Hutton.

Dommer Kevin Friend vinkede først afværgende, men efter kommunikation med linjedommeren pegede Friend alligevel på pletten.

The Gunners store angriber Olivier Giroud scorede sikkert på straffesparket, som han også gjorde det i onsdagens Champions League-opgør mod Olympiakos.

Danske Jores Okore spillede en skidt kamp i et meget usikkert Aston Villa-forsvar. Arsenal spillede ofte rundt om danskeren, der led under Aston Villas ekstremt dårlige organisation.

I flere situationer fik danskeren ikke clearet bolden, og selv om danskeren også viste gode eksempler på sin styrke og hurtighed, kunne han ikke stille meget op over for Arsenals angrebsmaskine.

LÆS OGSÅ: Arsenal-profil er ude i mindst tre måneder efter operation

I det 37. minut blev Aston Villa spillet helt tynd, da en dyb aflevering fra Walcott til Mesut Özil splittede forsvaret. Premier Leagues assistkonge spillede uselvisk på tværs til Aaron Ramsey, der helt uproblematisk satte indersiden på og scorede i det tomme mål.

Efterfølgende trak Arsenal tempoet ud af kampen. Udover ti minutter midt i anden halvleg, hvor Aston Villa formåede at lægge en form for pres på Arsenal, var London-klubbens sejr aldrig i fare.

Arsenal ligger nummer et, indtil Leicester møder Chelsea mandag. Vinder Leicester kampen, ligger holdet igen nummer et i Premier League.

/ritzau/


LÆS OGSÅ: Leicester overtager førstepladsen i Premier League

LÆS OGSÅ: Skadesplaget Arsenal har kniven for struben: Vi skal rejse os

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress