Af Ritzau - 09/05-16 15:22

Andy Murray siger farvel til træner før French OpenAndy Murray siger farvel til træner før French Open

Verdensranglistens nummer tre stopper samarbejdet med Amelie Mauresmo efter to års partnerskab.

storybild

Andy Murray stopper samarbejdet med Amelie Mauresmo. (Billede: Scanpix/William West)

Tennisstjernen Andy Murray har stoppet samarbejdet med sin træner gennem cirka to år, Amelie Mauresmo.

Det meddeler den franske kvinde på Facebook. Hun skriver, at aftalen om at afslutte samarbejdet kort før grand slam-turneringen French Open sker efter gensidig overenskomst.

- Det har været en fantastisk oplevelse for mig at arbejde med Andy gennem de seneste to år, meddeler Amelie Mauresmo.

Den 36-årige franskmand har lige som 28-årige Murray vundet to grand slam-titler i single.

Alligevel vakte det en vis opsigt, da hun blev tilknyttet skottens træningsteam for to år siden, ikke mindst fordi hun ikke var en mand.

Sidste år blev Amelie Mauresmo mor, og Andy Murray havde i en periode tilknyttet svenske Jonas Björkman i trænerteamet, indtil Mauresmo vendte tilbage.

- Det har været en udfordring for mig at dedikere nok tid til at rejse. Jeg ønsker ham og teamet det bedste, og jeg håber, at han vinder mange flere titler, siger Amelie Mauresmo.

Andy Murray nåede frem til to grand slam-finaler med den franske kvinde som træner.

Både i år og sidste år endte skotten dog som taber i finalen ved Australian Open, begge gange med serberen Novak Djokovic som overmand.

- Jeg har lært meget af Amelie i de seneste to år, både på og uden for banen.

- Hun har fået ro ind i trænerteamet, og vi vil alle savne at have hende omkring os.

- Jeg vil bruge lidt tid på at overveje de næste skridt, og hvordan vi kommer videre herfra. Men jeg vil gerne takke hende for alt, hvad hun har gjort, hun har været et uundværligt medlem af teamet, siger Andy Murray.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress