Af Ritzau - 10/09-16 15:02

Sviatchenko spadserer sig til Old Firm-sejr med CelticSviatchenko spadserer sig til Old Firm-sejr med Celtic

5-1 storsejrede Celtic over Rangers FC i det første ærkerivalopgør i ligaen i flere år.

storybild

Erik Sviatchenko fik lørdag sin første Old Firm-sejr med Celtic. (Billede: Reuters/Russell Cheyne)

Erik Sviatchenko og hans manager i Celtic, Brendan Rodgers, kunne lørdag nyde den første sejr i det klassiske skotske fodboldopgør Old Firm.

Det blev en kendsgerning hjemme på Celtic Park, hvor Celtic sikkert besejrede Glasgow-ærkerivalerne fra Rangers FC med hele 5-1.

Erik Sviatchenko udgjorde Celtics midterforsvar sammen med Kolo Toure, der er kommet til klubben på en fri transfer efter sit kontraktudløb i Liverpool.

Det var dog ingen af de to, men Celtic-angriberen Moussa Dembele, som blev dagens store helt.

Moussa Dembele bragte værterne foran efter 33 minutter, da han fik lov at afslutte fra nært hold efter et hjørnespark, hvor Rangers-forsvaret var alt for passivt.

Tre minutter før pausen øgede han til 2-0, før Joe Garner blot to minutter senere reducerede til 1-2. I anden halvleg gjorde Scott Sinclair det til 3-1, før Dembele fuldendte sit hattrick til 4-1.

På det tidspunkt havde gæsterne Philippe Senderos fået marchordre efter sin anden advarsel i kampen. I overtiden scorede Stuart Armstrong målet til 5-1.

Med sejren har Celtic 12 point efter fire kampe, mens Rangers må nøjes med otte point for fem kampe.

Kampen var det første Old Firm-opgør i ligaen, siden Rangers i 2012 gik konkurs og blev tvangsnedrykket til den fjerdebedste skotske række. Dermed var det også Celtic-manager Brendan Rodgers' første ærkerivalopgør i Skotland.

De to hold har siden konkursen mødt hinanden to gange - i den skotske Liga Cup i 2015 (hvor Celtic vandt 2-0 på hjemmebane) og i den skotske FA Cup i 2016 (hvor Rangers på eget græs gik videre efter straffesparkskonkurrence).

I mødet i FA Cuppen scorede Erik Sviatchenko for Celtic i den ordinære spilletid.

Lørdag fandt han så for første gang ud af, hvordan en sejr i Old Firm smager.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress