Af Ritzau - 23/11-16 16:15

Krisen ramte Gladbach efter forlængelse med succestrænerKrisen ramte Gladbach efter forlængelse med succestræner

Manchester City gæster Borussia Mönchengladbach, der er gået i stå efter forlængelse med André Schubert.

storybild

André Schubert sender onsdag sit hold på banen mod Manchester City i Champions League. (Billede: Scanpix/Marius Becker)

Hverdagen så rigtig god ud, da Borussia Mönchengladbach i slutningen af september forlængede kontrakten med succestræner André Schubert til sommeren 2019.

Klubben lå med i toppen af Bundesligaen, og optimismen var stor trods en svær Champions League-gruppe med FC Barcelona, Manchester City og Celtic.

I dag ser tilværelsen en anelse mere presset ud for klubben med de danske landsholdsspillere Andreas Christensen og Jannik Vestergaard i forsvaret.

Forud for onsdagens hjemmekamp mod Manchester City tales der om krise og trænerfyring.

Efter Schuberts kontraktforlængelse er det blevet til fem nederlag i ti kampe og blot to sejre - en af dem fandt sted i pokalturneringen.

Det efterlader Borussia Mönchengladbach på 13.-pladsen i Bundesligaen, og tyskerne er pressede til at vinde over Manchester City, hvis drømmen om avancement i Champions League skal holdes i live.

Snakken om Schuberts fremtid er godt i gang. Både før og efter weekendens 1-2-nederlag hjemme til FC Köln i Bundesligaen var træneren det store tema.

Sportsdirektør Max Eberl er træt af trænerdiskussionen.

- Nu kommer spørgsmålet om træneren, sagde han rasende efter nederlaget til Köln til Sky, inden der overhovedet var stillet et spørgsmål om Schubert.

- For mig er det absurd. Vores hold tabte, men det havde fortjent at vinde, tilføjede Eberl.

Han understreger, at Schubert har gjort det fremragende, siden han trådte til som midlertidig løsning for lidt over et år siden.

Schubert fik straks klubben på ret kurs, og han blev hurtigt belønnet med en permanent kontrakt, og Borussia Mönchengladbach sluttede sæsonen som nummer fire.

Hovedpersonen selv er rolig omkring situationen.

- Jeg mærker den fulde støtte fra klubben, siger Schubert ifølge tv-stationen ZDF.

- Vi må glemme nederlaget til Köln. Det er godt, at vi med det samme har en stor kamp foran os, siger træneren.

Også Andreas Christensen forsøger at tænke positivt.

- Vi skal blive ved med at tro på os selv. Så kommer de gode resultater også. Vi skal tage det positive med fra Köln-kampen, hvor vi det meste af kampen var det bedste hold, siger danskeren ifølge klubbens Twitter-profil.

Krisesnak behøver Manchester City-manager Pep Guardiola ikke bekymre sig om.

Den tidligere Barcelona- og Bayern München-træner er i gang med sin første sæson i England, og holdet er med i topstriden i Premier League.

Med en sejr eller uafgjort er Manchester City sikker på avancement fra gruppe C, hvor Barcelona helt som ventet sidder på førstepladsen.

Manchester City kommer ind til kampen med en 2-1-sejr over Crystal Palace i Premier League i bagagen.

Den tilbagevendte Yaya Touré scorede begge mål for City i sejren, men midtbanespilleren fra Elfenbenskysten er med garanti ikke med i onsdagens kamp.

Touré gjorde først comeback for City i weekendens kamp efter tre måneder i kulden, efter at hans agent havde kritiseret Guardiola. Touré er ikke registreret til Citys Champions League-trup.

I gruppens anden kamp får Celtic med Erik Sviatchenko på holdet besøg af Barcelona.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress