Af Lars Sejr - 20/07-15 07:43

AGF’ere efter fantomstart: Vi skal bygge påAGF’ere efter fantomstart: Vi skal bygge på

AGF-spillerne er opmærksomme på, at de skal forbedre sig trods søndagens 2-1-sejr over Brøndby.

storybild

AGF-spillerne fejrer sejren i stor stil. (Billede: Polfoto/arkiv)

AGF markerede søndag sin tilbagevenden til Alka Superligaen med en flot sejr på 2-1 hjemme over Brøndby. Sejren blev sikret i en fantastisk kulisse med over 13.000 på Ceres Park i Aarhus.

Netop hjemmebanen er en af baggrundene for, at klubben har kunnet tiltrække spillere.

Blandt dem er forsvarsspilleren Daniel Christensen, der skiftede fra Sønderjyske til AGF for et år siden, selvom klubben lige var rykket ned.

- Det var en fuldstændig fantastisk kulisse. Det var ren og skær verdensklasse. Det her er et stort skridt op for mig, og det var en af grundene til, at jeg kom til klubben, siger holdets viceanfører.

LÆS OGSÅ: Thomas Frank: Vi rammer slet ikke vores niveau

Samme opfattelse havde midtbanespilleren Elmar Bjarnason, som denne sommer er skiftet fra Randers FC til AGF.

- De sjoveste kampe er dem, hvor der kommer en masse folk til. Det er jo en af grundene til, at man skifter til AGF.

- Jeg fik gåsehud, da vi var på vej på banen og kunne høre alle fansene synge. Fansene bakkede os op igennem hele kampen, og jeg kan bare sige, at det altså hjælper os, siger Bjarnason.

Islændingen var tilfreds med holdets spil, men han understregede vigtigheden i, at AGF'erne fortsætter med at arbejde hårdt og holde benene på jorden.

- Det var kun én kamp, og vi skal fortsat bygge på. Vi skal blive endnu bedre i de næste par kampe. Det bliver en meget tæt liga, og de fleste klubber har forstærket sig markant, siger Bjarnason.

LÆS OGSÅ: Georgisk målmaskine sænker Brøndby i AGF's comeback

AGF’s cheftræner Morten Wieghorst gav søndag debut til fire AGF’ere, men han afslørede efter kampen, at AGF ikke er færdige på transfermarkedet endnu.

- Jeg vil helst ikke diskutere transfers i pressen, men jeg kan godt gå så langt som at sige, at hvis man kigger på vores trup, så har vi ikke så mange forsvarsspillere, så det er nok blandt andet dér, vi kigger, siger træneren.

Morten Wieghorsts tropper møder Viborg i næste runde af Superligaen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress