Af Ritzau - 08/05-16 15:31

Celtic vinder mesterskabet for femte gang i trækCeltic vinder mesterskabet for femte gang i træk

Med 3-2 hjemme over Aberdeen kan Celtic igen kalde sig skotske mestre i fodbold.

storybild

Erik Sviatchenko er nu også skotsk mester i fodbold. (Arkivfoto) (Billede: Reuters/Russell Cheyne)

Erik Sviatchenko kan nu også kalde sig skotsk mester i fodbold. Det sker, efter at han og Celtic søndag hjemme på Celtic Park besejrede rækkens nummer to, Aberdeen, med 3-2 og dermed endegyldigt ikke længere kan indhentes, selv om der resterer to spillerunder.

Mesterskabet er Celtics femte på stribe.

Kampen blev reelt afgjort på 20 minutter, for længere tid tog det ikke den 19-årige midtbanespiller Patrick Roberts at score to gange og bringe hjemmeholdet foran 2-0.

Mikael Lustig øgede til 3-0 i anden halvleg, før Aberdeen med to scoringer bragte teoretisk spænding tilbage i opgøret.

Celtic havde inden kampen ni points forspring til Aberdeen med tre kampe tilbage og en klart bedre målscore, som reelt var umulig at indhente. Så ét point havde været rigeligt til også matematisk at sikre et historisk mesterskab til samlingen, og med sejren fører Celtic med 12 point før de afsluttende to spillerunder.

Celtic har to gange tidligere i klubbens historie vundet fem mesterskaber på stribe, men det gør ikke bedriften mindre i den hæderkronede klub.

- At vinde fem titler på stribe er utroligt, og det er ikke noget, som sker alle steder hver dag. Så folk hylder den præstation, og det er vigtigt at snakke om, for det er en stor ting for klubben, sagde Erik Sviatchenko inden kampen.

Mesterskabet kommer i hus, efter at den norske manager Ronny Deila har meddelt, at han stopper efter den igangværende sæson.

Udmeldingen kom tre dage efter, at klubben tabte FA Cup-semifinalen efter straffesparkskonkurrence mod rivalen Rangers, som netop havde sikret sig oprykning til den bedste skotske række.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress