Af Ritzau - 28/10-16 14:16

Fra bund til top: Aalborg vinder lige nu alt på isenFra bund til top: Aalborg vinder lige nu alt på isen

Aalborg Pirates er slet ikke til at genkende. Bundholdet fra sidste sæson topper suverænt Metal Ligaen.

storybild

Julian Jakobsen er vendt hjem til Aalborg før denne sæson efter en årrække i udlandet. Landsholdsspilleren har i de første ti kampe været en af holdets helt store profiler. (Arkivfoto). (Billede: Scanpix/Jan Korsgaard)

Ishockeyspillerne fra Aalborg Pirates har fået en noget nær perfekt sæsonstart.

Nordjyderne topper lige nu landets bedste række, Metal Ligaen, med 26 point og et hul på syv og otte point til de nærmeste forfølgere fra Odense Bulldogs og Gentofte Stars.

Det er blevet til ni sejre og et nederlag i ti kampe, hvilket er en kolossal omvæltning i forhold til sidste sæson. Her tabte Aalborg mere end halvdelen af holdets kampe og sluttede som nummer otte i grundspillet.

Selv om Aalborg-direktør Thomas Bjuring vidste, at der var noget i gære, kommer succesen alligevel bag på ham.

- Det er en fantastisk start, vi har fået. Det virker meget underligt, og jeg skal da også knibe mig selv i armen.

- Indtil for nylig havde vi vundet 14 kampe i træk, hvis man tager vores træningskampe med, og så kan det ikke længere bare være rent held, siger Bjuring før fredagens udekamp mod mestrene fra Esbjerg klokken 19.00.

Direktøren blev ansat for halvandet år siden med en mission om at vække den nordjyske ishockeykæmpe til live efter flere års slumren.

Med et af ligaens mindre budgetter var Bjuring klar over, at der skulle tænkes alternativt for at nå toppen i dansk ishockey.

Sammen med sportschef Ronny Larsen begyndte han at rekruttere de rette folk. Den forholdsvis uprøvede canadier Brandon Reid med en fortid som ungdomstræner i Vojens blev hentet ind som træner.

- De kom til mig med en idé om at skabe en vinderkultur i klubben og i byen.

- Vi havde en gruppe, unge danske spillere, som var sultne, og vi satte os for at hente spillere ind med lederevner til at styre omklædningsrummet, siger Reid.

I alt ti spillere blev rekrutteret efter nøje udvælgelse. Julian Jakobsen, der kom til fra Hamburg, og den franske landsholdsmålmand Ronan Quemener har været to pletskud.

Derudover fremhæver cheftræneren veteranen Bjarke Møller, der blev overtalt til at trække i Aalborg-trøjen efter et års pause.

- Bjarke har været en glemt helt i det her. Han gør alle de små ting 100 procent, og de unge ser op til ham. Han har været en stor faktor i den her proces, mener Reid.

Slutspil og mesterskab er endnu ikke noget, Aalborg-træneren er begyndt at spekulere på.

- Jeg sagde til spillerne før sæsonen, at vores mål er at vinde hver kamp.

- Jeg har selv spillet på hold, hvor lederne har sagt, at de vil være glade, hvis vi slutter i top-seks. Som spiller vil jeg ikke være sådan et sted. Vi vil vinde hver kamp, og det er den mentalitet, vi skal have frem, siger han.

Direktør Thomas Bjuring tror endnu, der går to-tre år, før Aalborg-holdet forløser klubbens potentiale.

- Vi har altid haft en af de stærkeste ungdomstrupper i Danmark. Sidste år havde vi ikke råd til at købe de profiler, der gjorde, at de kunne udfolde sig. Det kan lade sig gøre nu, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress