Af Ritzau - 28/09-16 16:03

Iskold Allardyce tog fusen på Tømreren i BoltonIskold Allardyce tog fusen på Tømreren i Bolton

Henrik "Tømrer" Pedersen fik en skidt afslutning på tiden under Sam Allardyce, da danskeren spillede i Bolton.

storybild

Den tidligere Silkeborg-angriber Henrik "Tømrer" Pedersen har blandede følelser omkring Sam Allardyce. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

Sam Allardyce blev tirsdag aften fyret som engelsk landstræner efter 67 dage i jobbet. Det skete i kølvandet på afsløringerne om, at han har opfordret til at fuske med transferreglerne hos Det Engelske Fodboldforbund (FA) for at tjene penge.

FA er ikke den eneste part, der har mærket en skyggeside hos Allardyce.

Henrik "Tømrer" Pedersen har dog både gode og dårlige minder om Allardyce fra tiden under manageren i engelske Bolton fra 2001 til 2007. Men de dårlige minder vejer tungt.

- Jeg havde fem og et halvt gode år under Sam Allardyce. Så tog han røven på mig, og så mistede jeg respekten for ham.

- Det var så langt fra, hvad jeg synes, at man kan gøre. Så det står meget klart i erindringen, siger Henrik "Tømrer" Pedersen.

Helt konkret var Henrik "Tømrer" Pedersen nået til enighed om en ny aftale i Bolton med Allardyce, men aftalen nåede aldrig at blive skrevet under. Ifølge Henrik "Tømrer" Pedersen var det et klart tillidsbrud.

- Det var absolut ikke en misforståelse. Vi havde brugt noget tid på at forhandle en toårig kontrakt på plads og var blevet helt enige og havde givet hånd på det.

- Så kunne min agent ikke lige nå at komme over i en weekend og skrive under, så det blev bare lige udsat i en uge, så vi kunne skrive under ugen efter.

- Så ringede Allardyce dagen før og sagde, at han havde ændret mening, og at det ikke blev til nogen kontrakt alligevel. Det var det, der gik galt, siger den tidligere angriber.

- Vi havde siddet lige over for hinanden og havde givet hånd på det. Og han ringede ikke engang til mig selv. Han ringede til agenten og sagde det. Så gik jeg ind til ham og spurgte, hvad det var for noget?

- Så sad han bare iskoldt og sagde: Sådan er fodbold, husker den tidligere Silkeborg-spiller.

- Det ramte mig hårdt dengang, og det gør det stadigvæk i dag, når jeg snakker om det. Det var en meget ubehagelig oplevelse, fortæller Henrik "Tømrer" Pedersen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress