Af Ritzau - 17/10-16 23:00

Liverpool og United deler i trist og målløst opgørLiverpool og United deler i trist og målløst opgør

Forventninger var høje, men opgøret endte 0-0, da Liverpool hjemme tog imod Manchester United.

storybild

Wayne Rooney var atter bænkevarmer, da Manchester United gæstede Liverpool i Premier League mandag aften. (Billede: Reuters/Carl Recine)

Der er typisk massevis af tv-seere verden over, når Liverpool og Manchester United krydser klinger i Premier League.

Mandag aften fik tv-seerne dog ikke meget at juble over, da de to hold spillede 0-0 i Liverpool i et opgør, hvor Liverpool forsøgte, men ikke kunne overrumple José Mourinhos tropper.

Derfor delte de to hold, og Liverpool nåede dermed op på 17 point på fjerdepladsen, mens Manchester United ligger på syvendepladsen med 14 point.

Liverpool måtte undvære Georginio Wijnaldum, der var ude med en skade, mens Adam Lallana var klar til en plads på bænken.

Manchester United havde Juan Mata på bænken i forhold til det seneste opgør mod Stoke, og her sad også Wayne Rooney for tredje klubkamp i træk.

Wayne Rooney blev bænket mod Leicester og Stoke, og han blev også vraget til Englands startopstilling i den seneste VM-kvalifikationskamp ude mod Slovenien.

Liverpool skulle forsøge at ændre den seneste statistik, da man før kampen havde tabt de seneste fire ligaopgør mod United.

Nogle ville kalde de første 30 minutter for en opvisning i at angribe en fodboldkamp taktisk, mens andre ville kalde dem kedelige.

Chancer og afslutninger stod ikke i kø, og det samme gjorde scoringerne heller ikke.

Første halvleg var lige. Liverpool var mest på bolden, mens United effektivt lukkede af i defensiven.

José Mourinho kunne være fint tilfreds med de første 45 minutter, og da Paul Pogba fandt Zlatan Ibrahimovic efter 53 minutter, var der optræk til noget.

Svenskeren fik dog ikke udnyttet muligheden og headede på tværs i stedet for på mål og efter en times spil, var der stadig ikke scoret.

Emre Can forsøgte sig med en flad afslutning, hvor David de Gea måtte anstrenge sig i United-målet.

De Gea måtte igen præstere på højt niveau kort efter, da Philippe Coutinho trykkede af, og bolden havde kurs mod det ene målhjørne.

Med 13 minutter igen kom Wayne Rooney så på banen i stedet for Marcus Rashford, men det ændrede ikke noget.

Liverpool var fortsat mest på bolden og pressede i slutfasen mest, men United red stormen af, og de to hold måtte nøjes med et point til hver.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress