Af Ritzau - 11/07-16 08:24

Lars Bak tænker familielivet ind i sin træningLars Bak tænker familielivet ind i sin træning

Efter omkring halvandet årti som cykelrytter er Lars Bak blevet god til at kombinere træning og familieliv.

storybild

Lars Bak kender efterhånden sin egen cykelkrop så godt, at han kan prioritere familielivet ind imellem. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Lars Bak (Lotto Soudal) er med sine 36 år en af de garvede ryttere i Tour de France-feltet, og de mange år som professionel cykelrytter gør, at han kender sin egen krop og dens formåen indgående.

Det betyder, at han ved, hvordan han kan passe sin træning uden at forsømme kone og børn, når man i forvejen er meget væk.

- Med alt det man er væk, så sætter konen pris på, at jeg i de få weekender, vi har sammen, tager i hvert fald en fridag og ellers træner kortere, så vi også kan lave noget socialt, siger Lars Bak.

- Der er jeg blevet bedre til at tage hele fridage – også for familielivet. Og det skader bestemt heller ikke.

Han erkender, at han nok har nået en alder, hvor udviklingen formentlig ikke er voldsom længere, men alderen har også sine fordele.

- Jo ældre du bliver, jo bedre finder du ud af, hvilken slags motor du har. Det er godt, fordi du så ved, hvad der skal til af træning, for at du får det niveau, der skal bruges til det og det arbejde i det og det løb. Det er fedt at vide, forklarer Lotto Soudal-rytteren.

Der er ikke blevet mindre rejsetid som professionel cykelrytter, siden Lars Bak satte sin underskrift på den første kontrakt, så ferieperioderne er få.

- Det er begrænset, hvor dårlig form man når at komme i, når det gælder moderne cykling. Ikke fordi jeg skal lyde gammel, men da jeg startede på Team Fakta, der mødtes man i december, og så fik man sin cykel.

- Der var ikke engang nogen træningslejr, så der havde man i princippet pause fra sidste løb i oktober til næste løb i februar, siger Bak, og det smitter også af på træningen.

- Når du kører 90-100 cykelløb om året, så er det altså begrænset, hvor meget man skal træne intervaltræning.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress