Af Ritzau - 19/06-16 12:52

Schweiz vil imponere Frankrig i slag om gruppesejrSchweiz vil imponere Frankrig i slag om gruppesejr

EM-mødet mellem Frankrig og Schweiz kan blive en seværdig affære, da begge nationer vil spille fodbold.

storybild

Landstræneren i Schweiz, Vladimir Petkovic, jagter gruppesejren, når det søndag aften går løs mod de franske EM-værter. (Billede: Scanpix/Handout)

Schweiz har flere mål med mødet med værtsnationen Frankrig søndag aften, når vinderen af EM's gruppe A skal kåres i Lille.

Med en sejr kan Schweiz tage førstepladsen foran Frankrig, og det vil naturligvis gøre schweizerne glade, men lige så vigtigt for træner Vladimir Petkovic er det, at Schweiz matcher Frankrig spillemæssigt.

- Vi vil vise Frankrig, at vi kan spille fodbold lige så godt, som de kan. Vi vil nok få nogle muligheder på dødbolde, som vi kan drage fordel af, men vi vil også vise dem, at vi kan spille fodbold, siger Petkovic ifølge uefa.com.

Selv om Frankrig fører gruppen efter to sejre indtil nu, så er den schweiziske landstræner ikke overbevist om, at alt ånder fred og ro i den franske lejr.

Her har landstræner Didier Deschamps bokset lidt med utilfredse stjernespillere. Eksempelvis valgte Deschamps at bænke Paul Pogba og Antoine Griezmann til opgøret mod Albanien.

Begge kom på banen mod Albanien og havde fødder med i 2-0-sejren, der blev sikret med scoringer i henholdsvis sidste minut og langt inde i tillægstiden.

Blandt andet gjorde Griezmann det til 1-0 i en kamp, hvor Frankrig igen havde svært ved at folde sig spillemæssigt ud som de store EM-favoritter, mange vil gøre dem til.

- Jeg tror ikke, franskmændene er 100 procent rolige. De kan stadig tabe førstepladsen til os, og vi vil gøre alt for, at det sker mod gruppens favoritter og måske hele turneringens favoritter, siger Vladimir Petkovic.

I de franske medier blev Juventus-stjernen Paul Pogba før turneringen lanceret som ham, der skulle føre nationen til EM-titlen i stil med tidligere tiders bedrifter leveret af Michel Platini og Zinedine Zidane.

Derfor hænger der en dyne af skuffelse over, hvad Frankrig har leveret indtil nu spillemæssigt, selv om Frankrig er klar til ottendedelsfinalen, og før den sidste gruppekamp kan Didier Deschamps vælge frit i sin trup af stjernespillere uden skader.

- Jeg kan rotere. Ale mine spillere er klar, men der er flere forskellige kriterier at overveje. Jeg skal vælge et hold, der kan sikre os gruppesejren. Det er vores mål.

- Vi får mere frihed mod Schweiz på grund af deres spillestil. Det er vanskeligt at møde ultradefensive hold, men Schweiz kan lide at spille fodbold, så det kan blive en åben kamp, siger den franske landstræner.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress